Præstens side

Forventningens glæde

De fleste husker nok glæden ved at åbne kassen med julepynt fra deres barndom. Den kasse der et helt år havde stået på loftet eller i kælderen og som gemte på alle de glimtende kugler og krøllede kræmmerhus.

I kassen, som stod i kælderen hjemme hos min far da jeg var barn, lå der en særlig. Det var æsken med julekrybben. Min far er gift med en italiener, så julekrybben har altid været en fast del af juleudsmykningen hos os. Og det er altså ikke bare sådan en simpel krybbe med Maria, Josef og jesusbarnet. Nej, vores krybbe er nærmere en hel julelandsby. Der er både fiskere, en slagter og en hyrde med sine får. Der er høns, grise og okser. Der er en glitrende sø af sølvpapir, små huse, en engel og et stjerneskud på toppen af stalden. Og sidst, men ikke mindst er der selvfølgelig de hellige tre konger.

I begyndelsen af december placerede min bror og jeg de hellige tre konger så langt væk fra stalden med Maria og Josef som muligt. Hver dag fik én af os så lov til at flytte Kaspar, Melchior og Balthazar et lille stykke, sådan at de som decembermåned skred frem rykkede tættere og tættere på jesusbarnet. Jeg kan tydeligt huske den glæde det lille daglige ritual skabte for mig og min bror. For jo nærmere de tre konger kom på stalden, jo tættere kom vi jo på juleaften! Men glæden var ikke at komme hurtigt frem. Glæden var i rejsen frem mod målet i selskab med de tre konger. Det var forventningens glæde.

En talemåde siger, at man aldrig skal glæde sig for tidligt. For så bliver man så let skuffet. Det er den voksnes bitre erfaring, der taler i den vending. Men børnene ved, at det er løgn. De ved, at den største glæde er at tage forskud på glæden! Og de ved, at det er det advent og december handler om. Dem kan alle voksne lære noget af.

Glædelig advent til alle!

Af Anna Hermann, sognepræst