1. Gud ånder i kornet,
kornetten og hornet,
i orgel, harmonika, sax og obo,
i elskovens højder
i hyrdernes fløjter
i os, når vi synger de mindste til ro.
2. Gud ånder i julen
i dampen fra mulen
på æslet, der bærer Maria i stald,
i varmen fra bålet
på vejen mod målet,
i Josef og hyrden, der passer sit kald.
3. Gud ånder i lunger,
i nyfødte unger,
som skriger det første forløsende skrig,
i fiskenes gæller,
i folk, der fortæller
om krigenes gru og en dag uden krig.
4. Gud ånder i nakken,
i sangen og snakken
om Jesus, der går på den sorteste sø,
i næsten, der kalder,
i kornet, der falder
i jorden – og bliver til liv ved at dø.
5. Vi takker for kornet
kornetten og hornet,
for orgel, harmonika, sex og obo,
for ånd og for unger,
for mad imod hunger,
for engle, der synger os alle til ro.
Hans Anker Jørgensen, 2012
