Kære menighed!

Der er en længsel, som lever i et hvert menneskehjerte. Dybe rødder har denne længsel. Det er længslen efter tryghed, sikkerhed, kærlighed. En nemmere tid og tilværelse. Ubekymret. Det er en længsel efter enkel, simpel glæde. Og den finder måske mest tydeligt sit sted, sin opfyldelse, i julen. 

Det er nostalgiens højtid: hvor alt skal være som det plejer, hvor alt skal ske efter en helt bestemt og fastlagt rytme. Genkendelig. Sikker og tryg.

Der er en grund til, at de mest elskede julesange er dem, som vi altid har sunget. Selvom de beskriver en tid, som næsten ikke ligner vores, så bliver de sande og nye og virkelige, når vi synger dem igen. 

Der er en grund til, at alle de nye sange man prøver at skrive, ikke er dem, der bliver sunget, når der danses rundt om juletræet. 

Julen er nostalgiens højtid, traditionens højtid, hvor vi fejrer alt det, som er blevet givet os, rakt ned gennem slægterne, helt tilbage til den første jul, da lyset sejrede over mørket og Vorherre og Frelser Jesus Kristus blev født. 

Lad os fejre det sammen igen i år, helt som vi plejer. Med glæde og taknemmelighed for det som var, med fortrøstningsfuldhed og forventning for det som kommer.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår

Kærlig hilsen og Guds velsignelse
Hannah

.

Hannah Mogensen, sognepræst

Efterårsmånederne ligger foran os: september kan stadig have nogen præg af sensommer, men oktober og november byder sandsynligvis på regn, rusk og blæst og dage med tiltagende mørke.

Vores salmebog har flere salmer, der sætter efteråret sammen med de erfaringer, som vi kan gøre os i vores liv og i vores tro. En nyere efterårssalme i salmebogen er salme nr. 731: »Nu står der skum fra bølgetop«, som er skrevet af salmedigteren Lars Busk Sørensen. Her beskrives efterårsstemningen med blæst og bølger og med æblerne, der falder fra træerne i haverne. Der står i salmen:

Nu haster skyerne forbi,
og modne æbler falder i
oktobermørke haver.
Gud lukker årets gyldne ring,
og sindet samler sig omkring
de lyse nætters gaver

Her forbindes vores erfaring af efteråret med taknemmeligheden for alle de gaver, som Gud har givet i sommerhalvåret. Og så peger salmen på den gave fra Gud, der gælder i hver eneste årstid – og livstid: Jesus Kristus: 

Din Søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget.

Derfor kan vi vide, at Gud er hos os: fordi Guds Søn var her som den, der elskede så meget, at han gav sit liv for at frelse os og som besejrede døden ved sin opstandelse Påskemorgen!  

En af Ny Testamentes beretninger fortæller om to venner af Jesus, der gik fra Jerusalem i retning mod landsbyen Emmaus. De havde oplevet langt mere end et truende efterårsmørke over deres liv. Faktisk var hele deres tilværelse styrtet i grus. Men da kom Jesus til dem og fulgtes med dem. Og da de var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, hører vi, at de bad Jesus: 

»’Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.’ Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham«.

Også i dag gælder det, at Jesus Kristus lever, og at han også vil gå med os i livet. Også vi får lov at bede ham blive hos os, mens vi går videre i livet, det være sig i solskin eller blæst!

Godt og velsignet efterår!

Lars Jensen

Her i sommermånederne befinder vi os i trinitatis-tiden. Og den er grøn. Grøn som håbet, grøn som væksten, grøn som lykken. Og tiden, den fejrer livet i troen på den treenige Gud. Og selvom der ikke er nogen særlige helligdage eller festdage i den lange, grønne tid, så kan den netop derfor betragtes som en lang fest for kirkens og menneskets hverdag, levet i tro, håb og kærlighed. 

En tid, hvor vi kan trække vejret, hvor travlheden ikke er på sit højeste, hvor der jo også er sommerferie! En tid, hvor vi både kan slappe af og tanke op til næste spurt, men også tænke og reflektere over det liv, der er vores. Hvorfor træffer vi de valg, vi nu engang beslutter os for? Hvilken retning bevæger vi os hen imod, og hvad fører det mon til det hele? Vi kan have brug for at blive mindet om, hvad der giver vores liv betydning og hvor vi kan finde styrke og hjælp, når vores egne kræfter svigter. Og kirken, den er det bedste sted for os at komme. Her finder vi tryghed i de faste rammer som gudstjenesten giver os. Her synger vi salmer og mærker det underfulde mirakel, at de smukke, gamle ord bliver nye, når vi tager dem i vor egen mund. Her folder vi vore hænder og beder sammen, i længsel, i håb og i taknemmelighed. Her lytter vi til Bibelens glædelige budskab, og finder svar på mange spørgsmål, dog særligt disse to: Hvem er Gud og hvem er jeg? Her knæler vi ved Vorherres bord og finder tilgivelse og nyt mod. Her lægger vi vor tyngede samvittighed og vort formørkede sind, og går opmuntrede bort med Guds velsignelse i ryggen, styrket til livets opgaver og udfordringer. Her er vi sammen, båret af alt det, der binder os sammen: fuldkommenhedens bånd, Guds kærlighed.

Vi har brug for de livgivende gaver Han giver os. Vi har brug for at blive mindet om håbet, om væksten, om lykken. 

Kom i kirke! Kom til gudstjeneste! Kom og brug blot en lille time på det, som er større end alle vore bekymringer, lysere end mørket, stærkere end døden. Jeg glæder mig til at se jer! I ønskes alle en dejlig sommer!

Hannah Kortnum Mogensen, bistandspræst

I Skt. Marie Kirken i Flensburg kan man se denne glasmosaik fra 1956 af kunstneren Käte Lassen. Se på den. Hvor begynder himlen? Himlen begynder ved jorden.

Vi kan synge Benny Andersens sang, Det er forår. Alting klippes ned, fra 1981, som er en finurlig sang, der på underfundig vis tager livtag med tilværelsens trængsler og livets alvor. Se bare, hvordan han digter i sangens 1. og 5. vers: 

Det er forår. Alting klippes ned. 
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre
ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner, blir jeg ung! 
Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for som solfanger er jeg nu begyndt
at forstå, at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner, lever jeg!

Om sangen endnu eller igen er aktuel, må man afgøre med sig selv, men jeg synes det er vanskeligt, trods alt, ikke at blive stemt til eftertænksomhed, glæde, taknemmelighed og smil af at synge denne hyldest til foråret og til livet her, hvor forårssolen skinner, og dagene for alvor længes.

Det sker, at vi ser billeder eller hører ord, der leder tanken på vej – måske endda ganske uventet og i overraskende retning. Käte Lassens glasmosaik er religiøs kunst, mens Benny Andersen selv har afvist at have beskrevet noget religiøst i sin Hilsen til forårssolen, som digtet egentlig hedder. Men både i billedet og i digtet er der næring for eftertænksomheden. 

Käte Lassen forbinder Himmel og Jord og dermed også Gud, os og vores medmenneske med sin blå baggrundsfarve på en måde, så spørgsmålet og svaret, hvor begynder himlen? Himlen begynder ved Jorden, kan fremkalde tanken om, at vi er forbundet med noget, der er større end os selv og udenfor os selv. 

Benny Andersen digter om livet og om døden med ord, der hos os andre kan fremkalde en tanke eller måske en bevidsthed om, at mennesket ikke kun er af kød og blod med behov for ting og sager, men også er af ånd med behov for at forholde sig til sin egen eksistens og forankring.  

Jeg medgiver, at ånd er en svær størrelse at forklare og at forholde sig til og ingen kan gøre det fuldt ud. Men formuleringen om, at ånd er bevidstheden om at stå i et forhold til den magt i universet, der ikke er hverken menneskelig eller naturlig, men guddommelig, kan måske hjælpe en og anden et stykke af vejen.

Fra jul til påske hører vi fortællingen om Guds inderste og største kærlighed. Med Kristi himmelfart og forventningen rettet mod pinse bliver vi gennem Helligånden i verden holdt fast i denne kærlighed. Vi kan ikke eftergøre Guds kærlighed, for vi er ikke Gud, men netop mennesker. Men vi kan hente styrke fra Ånden, kraften fra det høje, og efter bedste evne se på hinanden med kærlighedens og tilgivelsens blik.

For Ånden er den, der holder linjen åben mellem os og vores erkendelse af at være af ånd. Helligånden kan forankre os i det evige udenfor tid og sted og give os betydningsfuldhed, fordi vi overhovedet er til. Livet er ikke ligegyldigt, og vi er ikke ligegyldige, for vi er af ånd. Der gives en mening med det, at vi i det hele taget er til. Vi skal ikke bære byrden af selv at skulle skabe denne mening, og derfor kan vi være os selv og ikke skabagtige. Meningen er givet, selvom vi endnu ikke kender den fuldt ud. Det kunne være en tanke værd i vores byrdefulde SoMe-tid. God og glædelig påske og pinse!

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

I en prædiken til første søndag i advent skriver præsten Kaj Munk, »Og nu løfter jeg Øjnene fra mit lille Sogn, fra mit lille Land ud over den store Verden. Mægtige Begivenheder ser jeg vælte os i Møde overalt. Der rider de paa Kameler og Hingste, der bruser de frem i alle Slags Uhyrer til Lands, til Vands og i Luften. Hvordan skal en stillefarende Mand paa et Æsel klare sig i det Vildskabens Sammenstød? Ja, ja, tro, hvad I vil, men de andre klarer sig ikke. For Døden er i al deres Idræt og Agt. Er der overhovedet nogen Fremtid for Menneskeheden, da bliver det den stilfærdige Rytter paa Æslet, der beviser, at salige er de Sagtmodige, for de skulle arve Jorden. Herre Jesus, vi byder dig velkommen her i dit Hus. Storherrerne i Verden kan spille Bold med Jorden og omstyrte Riger og skabe Nyordning – og vi ser nok, hvad Orden der bliver. Du alene kan give os det Sind, der skaber Fred og virker til Næstens Gavn, du ene kan frelse vore Sjæle. Vi byder dig velkommen i det nye Kirkeaar! Vi takker dig, at vi ved, du Søndag for Søndag, Dag for Dag, vil finde Vej til os i det Aar, der kommer, som du gjorde i det, der gik«.

Så vidt Kaj Munk. Med første søndag i advent går vi ind i et nyt kirkeår – mens kalenderåret må vente endnu nogle uger – og adventstiden ligger foran os med alt det, vi nu hver især mener, der hører til tiden af besøg og breve, mad og gaver, kram og kirkegang, knas og glitterstads, salmesang og bægerklang. En tid med både ønsker og forventninger, håb og glæde, men også med forventninger, der ikke bliver indfriet, skuffelser, nederlag eller sorg. Alt imens vi venter på at høre den nyskabende, forandrende og hjertegribende beretning om, at Gud kommer til os i al sin skrøbelighed og udsathed og menneskelighed under skrabede forhold i en kold og mørk stald i Betlehem julenat for at vise os sit nærvær og sin kærlighed. På sin vis en utrolig beretning, der så alligevel kan gribes af troen og favnes i hjertet.

Vi er på mange måder udfordrede i denne tid. Vores værdier, holdninger og handlinger, økonomi, samfundsorden, sammenhængskraft og mod bliver sat på prøve af krig og krise som samfund og som enkeltindivider. Men i alt dette, hvor vores forventninger, vores håb og glæde og ikke mindst vores mod bliver tryktestet og måske er trængt, så får vi på denne første dag i kirkeåret at høre, at vi skal være modige og tage lysets rustning på, for Kristus kommer til os. Og selvom »verdens storherrer« er effektive, er Jesus på æslet ved sin sagtmodighed dog verdens håb.

Budskabet om, at Gud i Jesus kommer til verden, fordi der er noget at komme efter, nemlig os, og at han kommer og gør alting nyt hver eneste dag, lyder altså til os. Vi kan ikke holde Gud på plads og i ro i en bog eller på behagelig afstand som en abstrakt tanke, og vi kan ikke selv forberede, udfylde eller indtage Guds rolle. Vi kan fejre at Gud kommer til os ved, med jubelråb og forventningsglæde, at tage imod og sige tak for at han også i år ville bringe nyt, nye ord, nye overvejelser, nye erkendelser, nyt håb, ny fred, nyt liv. Glædelig jul!

.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

I skrivende stund, så nærmer jeg mig atter mit ordinationsjubilæum (den 17. august 2017) – og jeg har fået for vane i denne tid at se tilbage på den tid, der er gået. Jeg ser tilbage på glæde og sorg. Alt det, et liv formes af på denne jord. Der har været det dybe, underfulde blik, blå øjne, som så direkte ind i mine, da jeg hældte de tre håndfulde vand over den lille piges hoved og sagde ordene: »jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«
Der har været min faste hånd på konfirmandens hoved, og al min ømhed og alt mit håb har været med i ordene, da jeg så ned på ham og sagde: »Gud velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed!« 
Der har været min varme hånd hen over det håndslag, som brudeparret gav hinanden, da de sagde ja til hinanden, og jeg sagde ordene: »så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.«
Der har været min kolde hånd om skaftet på den lille skovl, da jeg smed jord ned i den dybe grav, ned på kistens låg, hvor mit sognebarn lå og nu venter på opstandelsens morgen, og ordene lød og med sikker røst så sagde jeg: »af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.«
Der har været søndage og helligdage, 248 prædikener for min menighed, ord for min menighed nede på kirkebænken. Der har været salmesang, lovsange for Gud, en enhed af forskellige stemmer. Sammen har vi gæstet Vorherres bord, knælet side om side under nadveren og følt Hans nærvær og de helliges samfund.
Der har været husbesøg og samtaler og en tillid, som har vægt og som løfter og bærer mit virke.

Livet som præst, livet som jeres præst, det er det liv jeg vil leve. Og hver gang jeg nærmer mig dagen, hvor det hele begyndte, fyldes jeg af en dyb og inderlig taknemmelighed. Så da Dorthe spurgte mig, om jeg ville skrive »Præstens side« til dette kirkeblad, syntes jeg, det var en helt fremragende lejlighed til at sige tak til jer i Tostrup, Roum og Hvam. Tak for jeres store venlighed, jeres åbenhed og engagement. Tak, fordi I aldrig giver mig følelsen af, at jeg kun er en gæst hos jer, trods de 20% af min stilling, der sådan helt officielt og firkantet udgør min tid sammen jer. Tak, fordi jeg må være jeres præst, ligesom I er min menighed. 

Snart kommer efteråret, »dage med rusk, dage med regn, dage med sol og farver,« – som vi sang det, dengang jeg gik til kor som skolepige – »sommertiden er omme, vintermørket vil komme, tiden går, endnu et år går vi i møde… efterår.« Tidens gang – den er sikker og vis. Og af og til kan det føles som om det alt sammen går alt for hurtigt. Men så er det vi må se tilbage og huske alle de mange øjeblikke, som Gud giver os. Og se frem med håb og fortrøstningsfuldhed, fordi også den tid, der kommer, er i Guds hånd.

I ønskes alle et dejligt efterår.

Hannah Kortnum Mogensen, bistandspræst

Vi så det ikke komme, eller vi kunne eller turde ikke se det komme, fordi vi ikke fattede det. Men der er et før og et efter den 24. februar 2022. Den dag krigen atter kom til Europa. Det er ikke til at fatte, at den fred og det håb, der rejste sig med murens fald i 1989 og den kolde krigs efterfølgende ophør, brutalt og nådesløst blev slået ned af en tyran og erstattet af ufred, lidelse og død. Og vi må nødvendigvis overveje, hvad fremtiden byder på for os og vores land, for angrebet på Ukraine, er et angreb på os alle i den frie verden.

Salmistens ord klinger derfor nok så alvorligt for os, når han siger Herre ... vær min tilflugts klippe, og beder om, at Gud vil høre og beskytte og værne det fortvivlede og afmægtige menneske, der beder, og at det fortvivlede og afmægtige og bedende menneske kan betro sit liv og sin ånd i Guds hænder. Med salmistens ord, i dine hænder betror jeg min ånd, ledes vi på vej til et liv under korsets tegn.

Vejen kan være lang og trang, vanskelig at finde og svær at se. Om Jesu disciple hører vi, at de fattede ikke noget; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. De fattede ikke, Jesu tale om Gudsriget. De fattede ikke, at i Guds rige, dér manifesterer forholdet til Gud sig i forholdet til det andet menneske. Men påskemorgen genrejste Jesus det syndige menneske, der splitter verden. Han satte det splittede og splittende menneske fri. Nøjagtigt som disciplene er vi andre splittede og splittende mennesker, der har så svært ved at fatte og at se. Men vi hører også om en blind tigger, der ved at han intet selv har at komme med, men må vente alt godt fra Gud. Fra al sin elendighed og fortvivlelse og afmagt finder han modet og råber uden videre, forbarm dig over mig, til Jesus, og beder ham, må jeg kunne se. Og Jesus siger, bliv seende, din tro har frelst dig. Og hvad gør så tiggeren, ja, han ser, ikke mindst de andre, han rejser sig, han slår følge med de andre mennesker, han får synet på sig selv og på verden tilbage og bliver en del af det fælles liv, og han går videre. Han takker også Gud, hører vi, fordi det at han kan se, se det liv han har fået, og som kommer til ham, grundlæggende ikke er hans egen fortjeneste, men Guds fortjeneste.

Og vi er som tiggeren, der må tro og bede. Tiggeren blev frelst. Han blev sat fri til at se og til at leve sit liv efter bedste evne. Og med evnen følger også forpligtelsen og ansvaret. Med evnen til at se følger også forpligtelsen og ansvaret for det, man ser. Vi kan ikke frelse os selv, men frelsen, det at vi er omsluttet af Guds kærlighed, kan vi ikke adskille fra vores ansvar over for andre mennesker og over for livet. Sådan var det for tiggeren. Sådan er det for os.

Den Gud, der i Jesus hører den blindes råb om hjælp i fortvivlelse og afmagt, den Gud, der i Jesus får den blinde til at se, som rejser ham og baner vejen for ham ind i livet i fællesskabet med andre mennesker, det er også den Gud, der træder vejen for os i vores fortvivlelse og afmagt, så vi aldrig skal gå alene.

Og selvom vi, som disciplene, dårligt fatter noget og kun erkender stykvis, ja, så hører vi netop også, at kærligheden ikke finder sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, og at kærligheden, Guds kærlighed, tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Guds kærlighed og Guds fred hører aldrig op, og derfor må vi tro på at Guds kærlighed og fred vil sætte sig igennem også mennesker imellem. Glimtvis eller siden hen.

Vi må altså vedkende os, at vi er splittede og splittende. Men vi må også have lov at tro på, at der findes nåde, så vi frimodigt kan stå op for andre og for os selv, leve videre og hjælpe hinanden til at leve videre. Også her i sognene, hvor mennesker føler sig fortvivlede og magtesløse, er der et behov for at holde fast i et trodsigt håb om fred og frihed.

Glædelig pinse – og god grundlovsdag.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Der er et utal af måder at træde på, når man bevæger sig rundt i livet. Man kan træde varsomt. Af hensyn til andre eller sig selv, javist, men også i angst. Man kan i andres optik synes at træde ved siden af, for ikke at tale om de klodsede, der træder i spinaten af uvidenhed eller selvoptagethed. Man kan træde af og helt forlade posten, eller blot på naturens vegne og vende lettet tilbage. Er man ude at svømme eller på dybt vand, kan man også træde vande, men så kommer man slet ingen vegne. Man kan træde på nogen, og det er der ikke noget pænt og undskyldende at sige om, uanset hvor reflekteret, korrekt eller velformuleret begrundelsen synes at være, for det bliver alle små af og intet større ved og da slet ikke fællesskabet.

Man kan også træde i karakter. Som det menneske man er, kan man i det ansvar, man bærer med sig og lever under frimodigt træde i karakter, og det kan gøres ganske sagte.

Jesus trådte i karakter som Kristus, da han Palmesøndag sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl bevægede sig ind i Jerusalem. Ganske vist var der råbende folkemængder og det, der kunne minde om vor tids flag eller bannere med kampskrift på, men Jesus selv, ja, han var sagtmodig.

Sagtmodighed er ikke en efterspurgt dyd i samfundet og på arbejdsmarkedet i dag. Her er det i højere grad andre kvaliteter af den mere hurtige og hårdkogte slags, der efterspørges. Forestil jer bare én skrive i en jobansøgning, at han er vældig sagtmodig og langsom. Han får ikke lov at tiltræde. Han får ikke jobbet. Og så kan han nok så meget fastholde, at han er konge.

Men i en verden, hvor splittelse synes at være den nye og skræmmende normaltilstand, fordi vi i indignation eller angst og selvoptagethed råber og skriger i hver vores ekkokammer og derfor ikke er i stand til at lytte. I den verden mister vi så nemt freden, glæden og håbet, ja modet, så livet bukker under. Vi kan nok være kritiske og skeptiske, dele os efter anskuelse og bruge vores sunde fornuft, men vi må insistere på at lytte til hinanden, for kun sådan kan splittelse som den nye normaltilstand bekæmpes.

Vi skal lytte, når der siges, I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Det er svært at høre, og igen og igen viser det sig at være endnu sværere, ja, nærmest umuligt at gøre. Det er svært at have tillid og at finde det sind, når vi træder rundt i vores ekkokammer. Men uden tro og tillid kapsles vi inde og nedsmelter i vores splittede tilstand.

I en af Kingos påskesalmer, Se, hvor nu Jesus træder, synger vi bl.a., Her er han, som vil løse, hver syndebunden træl; her er han, som vil øse trøst i hver bange sjæl. Med Kristus er det sagtmodigheden, der træder ind på verdens scene og melder sig. Det sagte mod. Livets mod, der trodser splittelsen på trods af os. I ham, der kommer ridende med sagtmodigheden, finder vi den virkelige fred. Den findes ikke i vores ekkokamre. Lyt og lad det sagte mod, livets mod, røre og trøste dig. Glædelig påske!

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Prøv at scrolle lidt ned i din erindring. Og afhængigt af din alder kan du måske huske, at I fik telefon i dit barndomshjem, at du skulle ringe til damen på telefoncentralen og stilles om, at du kunne ringe direkte ud på en telefon med en uendeligt langsom drejeskive, at telefonen til mangen en teenagers ærgrelse kun var til korte og præcise meddelelser, at telefonboksen og mønttelefonen var en del af bybilledet eller at du fik din første smartphone? Og måske kan du ovenikøbet huske dit eget første telefonnummer? At være i forbindelse med andre mennesker var afgørende og telefonen var sagen.  

Det er det stadig, både forbindelsen og telefonen, intet nyt under himlen dér. Vi bruger vores telefon mere end nogensinde, og spøgefugle mener endda, at fremtidige generationers højre hånd evolutionært vil komme til at ligne en mobilholder. Vi taler ikke så meget i telefon som tidligere, men vi bruger den som aldrig før til at være i forbindelse med mennesker i verden omkring os. Og det er på mange måder rigtig, rigtig godt. Men for vores nærvær med hinanden, vores opmærksomhed på hinanden og vores lydhørhed overfor hinanden kan det også være skidt. En nylig undersøgelse fra Børns Vilkår viser f.eks., at næsten halvdelen af de forældre, man har spurgt, er på digitale medier, mens de siger godnat til eller er på legepladsen med deres små børn, og næsten hver tredje af de adspurgte har telefonen fremme under fælles måltider med de små. Og hvordan er det så lige med alle os andre på det punkt? Nok ikke meget anderledes. Så forbindelsen med mennesker i verden omkring os, der er så afgørende, halter på sin vis. Der er ikke hul igennem til det menneske, som vi sidder klods op og ned af, og som vi skylder vores nærvær, vores opmærksomhed, vores lydhørhed og vores omsorg, når vi lukker os om os selv og vores mobiltelefon. Forklaringerne er mange og undskyldningerne står i kø, for sådan er vi mennesker. 

Evangelisten Johannes fortæller i sit juleevangelium om, hvordan Gud åbnede sin himmel og sendte sit Ord til os mennesker her på jorden. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes fortæller altså på poetisk vis om alt det, der skete julenat, da Gud blev født som menneske blandt mennesker, fordi han ville have forbindelse til os mennesker. Den julenat da Gud som livet, lyset og kærligheden selv åbnede himlen og skabte hul igennem til jorden for glæden og håbet. Den julenat blev det nærvær, den opmærksomhed, den lydhørhed, den omsorg, ja den nåde og tilgivelse sået, som vi kan leve af og på, hvis vi tør tro på dens afgørende nødvendighed og række ud efter den. Som der står i salmen Se min Engel, Se min glæde, grønne glæde, vander gavmildt din tørre jord. Håbene skinner og lyset forbinder himlen og jorden i fremtidsord. Glædelig jul. 

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Vi har brug for at tage hinanden alvorligt, blandt andet ved at tale sammen og ikke mindst ved at lytte til hinanden, om de ting, der kan være svære at forstå, også selvom vi ikke lige har svar på rede hånd.

I den senere tid har der været en del debat i medierne om det faldende dåbstal. Det tal er der mange forklaringer på, men det gør det ikke mindre nødvendigt at tale om dåben, og hvorfor det er livsvigtigt at lade sine børn døbe. For dåben er den største gave og noget fuldstændig livsomvæltende, der tales og tegnes ind i et menneskes liv. I dåben får vi at vide, at vi er underfuldt skabt og højt elsket af Gud; vi får at vide, at vi aldrig, som i aldrig, bliver efterladt alene tilbage på livets perron, uanset om den er dunkel eller oplyst; vi får at vide, at Gud i Kristus rækker os sin tilgivelse, nåde, og barmhjertighed, så vi ikke skal nøjes med et ’du er god nok som du er og accepteret’ men også hører et befriende ’du er accepteret, når du ikke er god nok, som du er’. I dåben bliver Guds kærlighed talt og tegnet ind i vores liv, og den er uafhængig af og står ved magt uanset vores storhed eller fald.

Dåben giver et fast og uforanderligt holdepunkt. Dette holdepunkt har en betydning for Mathias, som er døbt i Tostrup kirke, og det har givet ham en tilknytning til kirken og traditionerne, så han og hans familie rejste den halve jord rundt, for at Mathias også kunne blive konfirmeret i Tostrup kirke. Men læs selv hans og familiens egen fortælling inde i bladet.

At tage hinanden alvorligt er også at være bevidst om den bro af tradition og tro, der går mellem det folkelige og det kirkelige her i pastoratet, hvor vi har vores gang indtil videre. Den bro byggede vi videre på ved for første gang, at holde grundlovsmøde i præstegårdshaven i Tostrup i år. Og vi bygger videre på grundlovsdag næste år.

At tage børn og unge mennesker alvorligt er, hvad de gør på Julemærkehjemmet i Hobro. Her gør man en stor indsats for at løfte børn og unge mennesker, der af forskellige grunde har ondt i livet. Det arbejde fik menigheden en indlevende fortælling om af forstander Lise Claesson efter gudstjenesten i præstegårdshaven i juni, og de mange fremmødt tog sagen alvorligt ved at drikke kaffe og spise kager, is og ikke mindst Birthe og Poul Erik Trinderups hjemmebagte vafler i store mængder til fordel for indsamlingen til Julemærkehjemmet.

Hvorfor det er nødvendigt at tale med og lytte til hinanden og særligt med og til vores børn og unge mennesker om de ting, der kan være svære at forstå, også selvom vi ikke lige har svar på rede hånd, kan I læse sognepræst Pia Vandrups kommentar til i dette blad. Det er vigtigt, at vi har modet og tager os tiden til at give den kristne tro, som vi har fået for intet, videre til de næste generationer for intet, så de får muligheden for at vide, hvad de i mange forskellige sammenhænge er rundet af, og at afgøre sig for, hvordan de vil møde livet.

Selvom vi i Viborg Stift har landets højeste dåbstal, er det ikke tal og statistik, der er det vigtigste. Det vigtigste her er, at vi tør tage samtalen om livet i sig selv, der set her fra begynder med dåben. Man kan tale om dåben og dens betydning, hvor og hvornår det skal være, men nu, hvor lyset så sagte svinder, dagene langsomt bliver kortere og man ikke af solenergi og livlyst måske springer så meget rundt uden for længere, vil jeg opfordre til, at man finder hinanden inden døre og af frimodighed og livsnødvendighed taler om dåben.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Tålmodighed er en dyd. Sådan siger vi, og et sted i Det Nye Testamente står der Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde.

Det er ikke fordi jeg tror at bønder er mere tålmodige end social- og sundhedsassistenter, dyrlæger, bagere, lærere, lastbilchauffører eller præster for den sags skyld. Men bonden, der ikke kan andet end tålmodigt at vente på at kornet gror, er et godt billede på, hvad tålmodigheden er gjort af, og hvilken uvurderlig størrelse tålmodigheden er.

Tålmodigheden er nemlig gjort af lige dele tillid og håb og dertil et bindemiddel. Og tålmodigheden, ja, den er intet mindre end en uundværlig størrelse i vores liv hver især og med hinanden. For tålmodigheden forbinder os til det egentlige, til det virkelige, konkrete, levede liv sammen med andre mennesker, og samtidigt peger den fremad på det, vi venter på, på det, der skal komme, på det, som vi ikke med sikkerhed kan vide, hvad vil bringe og forme og udvikle sig til, men som vi kun i håb og forventningsfuld tillid kan læne os op ad.

Nu er vi godt på vej ind i sommeren. Træerne er sprunget ud, fugleungerne springer inden længe af rederne og børnene springer efter is. Solen, varmen, den livgivende silende sommeregn, de grønne hegn, havens sommerblomster og de lange, lyse nætter.
Alt dette har vi, der er så velsignede at bo i et land med skiftende årstider, med tålmodighed ventet på. I tillid til at det ville ske og i håb om, at vi igen skulle opleve det alt sammen, har vi ventet og længtes med tålmodighed.

Men selvom det, ja, dufter lysegrønt af græs, så sættes tålmodigheden alligevel på prøve. Tålmodigheden med os selv, med hinanden og med fællesskabet. Den viser sig at være lige så ustabil en størrelse som radioaktive isotoper eller måske slipper den op.

Godt et år med coronarestriktioner og, i skrivende stund, den krogede og kringlede vej ud af coronaens lange og kolde skygger udfordrer i sandhed tålmodigheden. Men er det så skidt, at det ikke er godt for noget. Nej. For måske har den udfordrede tålmodighed i virkeligheden ført en opmærksomhed med sig, der peger væk fra os selv og peger hen på noget andet eller nogen andre end os selv.

Når vi synes at mene, at vi alene sætter dagsordene, selv bestemmer retning og tempo for og på egen hånd vil magte vores eget liv. Når vi tror, at vi er selvberoende individer, der svæver frit i luften, uafhængige af andre kræfter end vores egne. Så er det måske i virkeligheden det forhold, der gør os netop utålmodige, rastløse, opgivende og angste. Utålmodige, rastløse, opgivende og angste fordi vi tror, at vi alene skal bære vores eget liv.

Men vi er ikke alene om at bære vores liv. Der bæres tålmodigt med, også selvom vi selv eller andre kan være svære at bære. For vi er forbundne.

Luther skrev en bøn til Gud om at give tålmodighed til at bære med på det andet menneskes liv, når det blev besværligt. Han skrev:

Herre,
at jeg ikke bliver vred på min næste
eller bliver ærgerlig på ham,
når han gør mig ondt,
det kan jeg ikke klare af mig selv.
Giv du mig nåde og hjælp mig,
så jeg kan lade være.

Tør vi have tillid til og håbe på, at vi er forbundet med andre mennesker, og at vi er forbundet med en magt uden for os selv og større end os selv, der bærer med på vores liv, så det kaster afgrøder af sig, så kan vi måske hver især finde tålmodigheden frem på trods, og i taknemlighed over at andre er tålmodige med os finder vi måske bindemidlet, når Helle S. Søtrup skriver:

Tak for livet
og fordi jeg må komme til dig med mit.
Tak fordi intet er ubønhørligt.
Tak fordi du giver mig et fællesskab 
at være menneske i.
Tak fordi jeg aldrig kan fare så vild, 
at jeg ikke kan finde dig.
Tak for dine engle.
Tak for sne og syrener og alle nådegaver.
Tak fordi der findes fryd.
Tak fordi jeg finder ting, jeg ikke søger.
Tak fordi der er et vi,
der også er mig.

God sommer!

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst