Præstens side

Et angreb på os alle

Vi så det ikke komme, eller vi kunne eller turde ikke se det komme, fordi vi ikke fattede det. Men der er et før og et efter den 24. februar 2022. Den dag krigen atter kom til Europa. Det er ikke til at fatte, at den fred og det håb, der rejste sig med murens fald i 1989 og den kolde krigs efterfølgende ophør, brutalt og nådesløst blev slået ned af en tyran og erstattet af ufred, lidelse og død. Og vi må nødvendigvis overveje, hvad fremtiden byder på for os og vores land, for angrebet på Ukraine, er et angreb på os alle i den frie verden.

Salmistens ord klinger derfor nok så alvorligt for os, når han siger Herre ... vær min tilflugts klippe, og beder om, at Gud vil høre og beskytte og værne det fortvivlede og afmægtige menneske, der beder, og at det fortvivlede og afmægtige og bedende menneske kan betro sit liv og sin ånd i Guds hænder. Med salmistens ord, i dine hænder betror jeg min ånd, ledes vi på vej til et liv under korsets tegn.

Vejen kan være lang og trang, vanskelig at finde og svær at se. Om Jesu disciple hører vi, at de fattede ikke noget; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. De fattede ikke, Jesu tale om Gudsriget. De fattede ikke, at i Guds rige, dér manifesterer forholdet til Gud sig i forholdet til det andet menneske. Men påskemorgen genrejste Jesus det syndige menneske, der splitter verden. Han satte det splittede og splittende menneske fri. Nøjagtigt som disciplene er vi andre splittede og splittende mennesker, der har så svært ved at fatte og at se. Men vi hører også om en blind tigger, der ved at han intet selv har at komme med, men må vente alt godt fra Gud. Fra al sin elendighed og fortvivlelse og afmagt finder han modet og råber uden videre, forbarm dig over mig, til Jesus, og beder ham, må jeg kunne se. Og Jesus siger, bliv seende, din tro har frelst dig. Og hvad gør så tiggeren, ja, han ser, ikke mindst de andre, han rejser sig, han slår følge med de andre mennesker, han får synet på sig selv og på verden tilbage og bliver en del af det fælles liv, og han går videre. Han takker også Gud, hører vi, fordi det at han kan se, se det liv han har fået, og som kommer til ham, grundlæggende ikke er hans egen fortjeneste, men Guds fortjeneste.

Og vi er som tiggeren, der må tro og bede. Tiggeren blev frelst. Han blev sat fri til at se og til at leve sit liv efter bedste evne. Og med evnen følger også forpligtelsen og ansvaret. Med evnen til at se følger også forpligtelsen og ansvaret for det, man ser. Vi kan ikke frelse os selv, men frelsen, det at vi er omsluttet af Guds kærlighed, kan vi ikke adskille fra vores ansvar over for andre mennesker og over for livet. Sådan var det for tiggeren. Sådan er det for os.

Den Gud, der i Jesus hører den blindes råb om hjælp i fortvivlelse og afmagt, den Gud, der i Jesus får den blinde til at se, som rejser ham og baner vejen for ham ind i livet i fællesskabet med andre mennesker, det er også den Gud, der træder vejen for os i vores fortvivlelse og afmagt, så vi aldrig skal gå alene.

Og selvom vi, som disciplene, dårligt fatter noget og kun erkender stykvis, ja, så hører vi netop også, at kærligheden ikke finder sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, og at kærligheden, Guds kærlighed, tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Guds kærlighed og Guds fred hører aldrig op, og derfor må vi tro på at Guds kærlighed og fred vil sætte sig igennem også mennesker imellem. Glimtvis eller siden hen.

Vi må altså vedkende os, at vi er splittede og splittende. Men vi må også have lov at tro på, at der findes nåde, så vi frimodigt kan stå op for andre og for os selv, leve videre og hjælpe hinanden til at leve videre. Også her i sognene, hvor mennesker føler sig fortvivlede og magtesløse, er der et behov for at holde fast i et trodsigt håb om fred og frihed.

Glædelig pinse – og god grundlovsdag.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Det sagte mod

Der er et utal af måder at træde på, når man bevæger sig rundt i livet. Man kan træde varsomt. Af hensyn til andre eller sig selv, javist, men også i angst. Man kan i andres optik synes at træde ved siden af, for ikke at tale om de klodsede, der træder i spinaten af uvidenhed eller selvoptagethed. Man kan træde af og helt forlade posten, eller blot på naturens vegne og vende lettet tilbage. Er man ude at svømme eller på dybt vand, kan man også træde vande, men så kommer man slet ingen vegne. Man kan træde på nogen, og det er der ikke noget pænt og undskyldende at sige om, uanset hvor reflekteret, korrekt eller velformuleret begrundelsen synes at være, for det bliver alle små af og intet større ved og da slet ikke fællesskabet.

Man kan også træde i karakter. Som det menneske man er, kan man i det ansvar, man bærer med sig og lever under frimodigt træde i karakter, og det kan gøres ganske sagte.

Jesus trådte i karakter som Kristus, da han Palmesøndag sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl bevægede sig ind i Jerusalem. Ganske vist var der råbende folkemængder og det, der kunne minde om vor tids flag eller bannere med kampskrift på, men Jesus selv, ja, han var sagtmodig.

Sagtmodighed er ikke en efterspurgt dyd i samfundet og på arbejdsmarkedet i dag. Her er det i højere grad andre kvaliteter af den mere hurtige og hårdkogte slags, der efterspørges. Forestil jer bare én skrive i en jobansøgning, at han er vældig sagtmodig og langsom. Han får ikke lov at tiltræde. Han får ikke jobbet. Og så kan han nok så meget fastholde, at han er konge.

Men i en verden, hvor splittelse synes at være den nye og skræmmende normaltilstand, fordi vi i indignation eller angst og selvoptagethed råber og skriger i hver vores ekkokammer og derfor ikke er i stand til at lytte. I den verden mister vi så nemt freden, glæden og håbet, ja modet, så livet bukker under. Vi kan nok være kritiske og skeptiske, dele os efter anskuelse og bruge vores sunde fornuft, men vi må insistere på at lytte til hinanden, for kun sådan kan splittelse som den nye normaltilstand bekæmpes.

Vi skal lytte, når der siges, I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Det er svært at høre, og igen og igen viser det sig at være endnu sværere, ja, nærmest umuligt at gøre. Det er svært at have tillid og at finde det sind, når vi træder rundt i vores ekkokammer. Men uden tro og tillid kapsles vi inde og nedsmelter i vores splittede tilstand.

I en af Kingos påskesalmer, Se, hvor nu Jesus træder, synger vi bl.a., Her er han, som vil løse, hver syndebunden træl; her er han, som vil øse trøst i hver bange sjæl. Med Kristus er det sagtmodigheden, der træder ind på verdens scene og melder sig. Det sagte mod. Livets mod, der trodser splittelsen på trods af os. I ham, der kommer ridende med sagtmodigheden, finder vi den virkelige fred. Den findes ikke i vores ekkokamre. Lyt og lad det sagte mod, livets mod, røre og trøste dig. Glædelig påske!

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Hul igennem

Prøv at scrolle lidt ned i din erindring. Og afhængigt af din alder kan du måske huske, at I fik telefon i dit barndomshjem, at du skulle ringe til damen på telefoncentralen og stilles om, at du kunne ringe direkte ud på en telefon med en uendeligt langsom drejeskive, at telefonen til mangen en teenagers ærgrelse kun var til korte og præcise meddelelser, at telefonboksen og mønttelefonen var en del af bybilledet eller at du fik din første smartphone? Og måske kan du ovenikøbet huske dit eget første telefonnummer? At være i forbindelse med andre mennesker var afgørende og telefonen var sagen.  

Det er det stadig, både forbindelsen og telefonen, intet nyt under himlen dér. Vi bruger vores telefon mere end nogensinde, og spøgefugle mener endda, at fremtidige generationers højre hånd evolutionært vil komme til at ligne en mobilholder. Vi taler ikke så meget i telefon som tidligere, men vi bruger den som aldrig før til at være i forbindelse med mennesker i verden omkring os. Og det er på mange måder rigtig, rigtig godt. Men for vores nærvær med hinanden, vores opmærksomhed på hinanden og vores lydhørhed overfor hinanden kan det også være skidt. En nylig undersøgelse fra Børns Vilkår viser f.eks., at næsten halvdelen af de forældre, man har spurgt, er på digitale medier, mens de siger godnat til eller er på legepladsen med deres små børn, og næsten hver tredje af de adspurgte har telefonen fremme under fælles måltider med de små. Og hvordan er det så lige med alle os andre på det punkt? Nok ikke meget anderledes. Så forbindelsen med mennesker i verden omkring os, der er så afgørende, halter på sin vis. Der er ikke hul igennem til det menneske, som vi sidder klods op og ned af, og som vi skylder vores nærvær, vores opmærksomhed, vores lydhørhed og vores omsorg, når vi lukker os om os selv og vores mobiltelefon. Forklaringerne er mange og undskyldningerne står i kø, for sådan er vi mennesker. 

Evangelisten Johannes fortæller i sit juleevangelium om, hvordan Gud åbnede sin himmel og sendte sit Ord til os mennesker her på jorden. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes fortæller altså på poetisk vis om alt det, der skete julenat, da Gud blev født som menneske blandt mennesker, fordi han ville have forbindelse til os mennesker. Den julenat da Gud som livet, lyset og kærligheden selv åbnede himlen og skabte hul igennem til jorden for glæden og håbet. Den julenat blev det nærvær, den opmærksomhed, den lydhørhed, den omsorg, ja den nåde og tilgivelse sået, som vi kan leve af og på, hvis vi tør tro på dens afgørende nødvendighed og række ud efter den. Som der står i salmen Se min Engel, Se min glæde, grønne glæde, vander gavmildt din tørre jord. Håbene skinner og lyset forbinder himlen og jorden i fremtidsord. Glædelig jul. 

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Dåbens livsnødvendighed

Vi har brug for at tage hinanden alvorligt, blandt andet ved at tale sammen og ikke mindst ved at lytte til hinanden, om de ting, der kan være svære at forstå, også selvom vi ikke lige har svar på rede hånd.

I den senere tid har der været en del debat i medierne om det faldende dåbstal. Det tal er der mange forklaringer på, men det gør det ikke mindre nødvendigt at tale om dåben, og hvorfor det er livsvigtigt at lade sine børn døbe. For dåben er den største gave og noget fuldstændig livsomvæltende, der tales og tegnes ind i et menneskes liv. I dåben får vi at vide, at vi er underfuldt skabt og højt elsket af Gud; vi får at vide, at vi aldrig, som i aldrig, bliver efterladt alene tilbage på livets perron, uanset om den er dunkel eller oplyst; vi får at vide, at Gud i Kristus rækker os sin tilgivelse, nåde, og barmhjertighed, så vi ikke skal nøjes med et ’du er god nok som du er og accepteret’ men også hører et befriende ’du er accepteret, når du ikke er god nok, som du er’. I dåben bliver Guds kærlighed talt og tegnet ind i vores liv, og den er uafhængig af og står ved magt uanset vores storhed eller fald.

Dåben giver et fast og uforanderligt holdepunkt. Dette holdepunkt har en betydning for Mathias, som er døbt i Tostrup kirke, og det har givet ham en tilknytning til kirken og traditionerne, så han og hans familie rejste den halve jord rundt, for at Mathias også kunne blive konfirmeret i Tostrup kirke. Men læs selv hans og familiens egen fortælling inde i bladet.

At tage hinanden alvorligt er også at være bevidst om den bro af tradition og tro, der går mellem det folkelige og det kirkelige her i pastoratet, hvor vi har vores gang indtil videre. Den bro byggede vi videre på ved for første gang, at holde grundlovsmøde i præstegårdshaven i Tostrup i år. Og vi bygger videre på grundlovsdag næste år.

At tage børn og unge mennesker alvorligt er, hvad de gør på Julemærkehjemmet i Hobro. Her gør man en stor indsats for at løfte børn og unge mennesker, der af forskellige grunde har ondt i livet. Det arbejde fik menigheden en indlevende fortælling om af forstander Lise Claesson efter gudstjenesten i præstegårdshaven i juni, og de mange fremmødt tog sagen alvorligt ved at drikke kaffe og spise kager, is og ikke mindst Birthe og Poul Erik Trinderups hjemmebagte vafler i store mængder til fordel for indsamlingen til Julemærkehjemmet.

Hvorfor det er nødvendigt at tale med og lytte til hinanden og særligt med og til vores børn og unge mennesker om de ting, der kan være svære at forstå, også selvom vi ikke lige har svar på rede hånd, kan I læse sognepræst Pia Vandrups kommentar til i dette blad. Det er vigtigt, at vi har modet og tager os tiden til at give den kristne tro, som vi har fået for intet, videre til de næste generationer for intet, så de får muligheden for at vide, hvad de i mange forskellige sammenhænge er rundet af, og at afgøre sig for, hvordan de vil møde livet.

Selvom vi i Viborg Stift har landets højeste dåbstal, er det ikke tal og statistik, der er det vigtigste. Det vigtigste her er, at vi tør tage samtalen om livet i sig selv, der set her fra begynder med dåben. Man kan tale om dåben og dens betydning, hvor og hvornår det skal være, men nu, hvor lyset så sagte svinder, dagene langsomt bliver kortere og man ikke af solenergi og livlyst måske springer så meget rundt uden for længere, vil jeg opfordre til, at man finder hinanden inden døre og af frimodighed og livsnødvendighed taler om dåben.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Tålmodighed er en dyd

Tålmodighed er en dyd. Sådan siger vi, og et sted i Det Nye Testamente står der Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde.

Det er ikke fordi jeg tror at bønder er mere tålmodige end social- og sundhedsassistenter, dyrlæger, bagere, lærere, lastbilchauffører eller præster for den sags skyld. Men bonden, der ikke kan andet end tålmodigt at vente på at kornet gror, er et godt billede på, hvad tålmodigheden er gjort af, og hvilken uvurderlig størrelse tålmodigheden er.

Tålmodigheden er nemlig gjort af lige dele tillid og håb og dertil et bindemiddel. Og tålmodigheden, ja, den er intet mindre end en uundværlig størrelse i vores liv hver især og med hinanden. For tålmodigheden forbinder os til det egentlige, til det virkelige, konkrete, levede liv sammen med andre mennesker, og samtidigt peger den fremad på det, vi venter på, på det, der skal komme, på det, som vi ikke med sikkerhed kan vide, hvad vil bringe og forme og udvikle sig til, men som vi kun i håb og forventningsfuld tillid kan læne os op ad.

Nu er vi godt på vej ind i sommeren. Træerne er sprunget ud, fugleungerne springer inden længe af rederne og børnene springer efter is. Solen, varmen, den livgivende silende sommeregn, de grønne hegn, havens sommerblomster og de lange, lyse nætter.
Alt dette har vi, der er så velsignede at bo i et land med skiftende årstider, med tålmodighed ventet på. I tillid til at det ville ske og i håb om, at vi igen skulle opleve det alt sammen, har vi ventet og længtes med tålmodighed.

Men selvom det, ja, dufter lysegrønt af græs, så sættes tålmodigheden alligevel på prøve. Tålmodigheden med os selv, med hinanden og med fællesskabet. Den viser sig at være lige så ustabil en størrelse som radioaktive isotoper eller måske slipper den op.

Godt et år med coronarestriktioner og, i skrivende stund, den krogede og kringlede vej ud af coronaens lange og kolde skygger udfordrer i sandhed tålmodigheden. Men er det så skidt, at det ikke er godt for noget. Nej. For måske har den udfordrede tålmodighed i virkeligheden ført en opmærksomhed med sig, der peger væk fra os selv og peger hen på noget andet eller nogen andre end os selv.

Når vi synes at mene, at vi alene sætter dagsordene, selv bestemmer retning og tempo for og på egen hånd vil magte vores eget liv. Når vi tror, at vi er selvberoende individer, der svæver frit i luften, uafhængige af andre kræfter end vores egne. Så er det måske i virkeligheden det forhold, der gør os netop utålmodige, rastløse, opgivende og angste. Utålmodige, rastløse, opgivende og angste fordi vi tror, at vi alene skal bære vores eget liv.

Men vi er ikke alene om at bære vores liv. Der bæres tålmodigt med, også selvom vi selv eller andre kan være svære at bære. For vi er forbundne.

Luther skrev en bøn til Gud om at give tålmodighed til at bære med på det andet menneskes liv, når det blev besværligt. Han skrev:

Herre,
at jeg ikke bliver vred på min næste
eller bliver ærgerlig på ham,
når han gør mig ondt,
det kan jeg ikke klare af mig selv.
Giv du mig nåde og hjælp mig,
så jeg kan lade være.

Tør vi have tillid til og håbe på, at vi er forbundet med andre mennesker, og at vi er forbundet med en magt uden for os selv og større end os selv, der bærer med på vores liv, så det kaster afgrøder af sig, så kan vi måske hver især finde tålmodigheden frem på trods, og i taknemlighed over at andre er tålmodige med os finder vi måske bindemidlet, når Helle S. Søtrup skriver:

Tak for livet

og fordi jeg må komme til dig med mit.
Tak fordi intet er ubønhørligt.
Tak fordi du giver mig et fællesskab 
at være menneske i.
Tak fordi jeg aldrig kan fare så vild, 
at jeg ikke kan finde dig.
Tak for dine engle.
Tak for sne og syrener og alle nådegaver.
Tak fordi der findes fryd.
Tak fordi jeg finder ting, jeg ikke søger.
Tak fordi der er et vi,
der også er mig.

God sommer!


Dorthe Louise Rosendal, sognepræst