Præstens side

Prædiken til Midfaste

Corona-pandemien og den medfølgende, nødvendige nedlukning af samfundet har ført os ud i en krise. Vi står pludselig midt i en uforudsigelig og uregerlig tid, hvor rigtig meget er anderledes, underligt og vendt på hovedet for os, både i det offentlige rum og i det private. Vores samfund med institutioner, butikker og foreninger er lukket ned, ja selv i kirken er man gået hjem. Og i det private rum lukkes der også ned for det fysiske samvær og samspil imellem os. Alt sammen i et begrundet forsøg på at beskytte dem, der potentielt er mest udsatte for at dø af covid-19, hvis de skulle blive udsat for corona-virus, og i et forsøg på at få smittekurven til at flade ud, så vi på sygehusene rundt om i landet har sengepladser, udstyr og plejepersonale nok til dem, der bliver indlagt med covid-19 og har særligt behov for pleje. Nye love og regler, tal og opgørelser, prognoser og beregninger tikker ind fra Folketinget, fra Sundhedsstyrelsen, fra erhvervslivet, fra forskellige interesseorganisationer, fra fagfolk og fra lægfolk og vi læser og lytter til nyhederne 24-7 i et håb om at kunne aflæse en retning eller en tendens, der kan give os bare en lille fornemmelse af, hvilken vej pilen peger, og hvad vi skal gøre for at genvinde magten over vores liv og atter komme til at tro på fremtiden og fremskridtet og egne evner til at klare tilværelsen, så vi som selvberoende mennesker igen kan blive situationens herre - for sådan plejer vi at forstå os selv.
Ikke bare er selve situationen uregerlig og usikker, men vi oplever også sider af os selv eller af vores medmennesker, som vi ikke har set før. Venligheden, imødekommenheden og opfindsomheden er stor og fællesskabet og næstekærligheden sættes ind i nye rammer – tvunget af omstændighederne. Men der er også en anden siden, nemlig afmagtens side. Grebet af vores egen eller andres afmagt reagerer vi. Og fordi vi mennesker er forskellige, reagerer vi også forskelligt på afmagten og på ikke at være situationens herre. Usikkerheden over hvad der vil komme til at ske med os, hvor længe det alt sammen dog skal stå på, fraværet og savnet af menneskeligt nærvær og den reelle angst for sygdom og død bliver til desperation, vrede, ensomhed, mismod, tomhed og, måske værst af alt, håbløshed.
Fra 2. Mosebog hørte vi, hvordan israelitterne ”gav ondt af sig”, da de i usikkerhed og afmagt vandrede rundt i ørkenen og ventede på, hvad der dog skulle blive af dem. De kom fra slaveriet i Ægypten, hvor de nok var ufri, men dog havde mad. I ørkenen havde de ingenting og de troede, at de gik døden i møde. Men vi hørte også om, hvordan Gud hele tiden fulgte sit folk og var i tæt kontakt med det under dets ørkenvandring og venten, og om hvordan Gud gav folket vagtler og manna, altså kød og brød, at spise af sin egen hånd. Gud viste omsorg for sit folk og viste sig at være stærkere end de livstruende og livsfornægtende kræfter, der nær havde slået håbet ihjel hos Guds folk. Og som vi hørte, fik de alle hver især, hvad de havde brug for.
Israelitterne kunne ikke se Guds nærvær midt i deres usikkerhed og afmagt, men de fik et tegn på Guds livgivende nærvær, brødet fra himlen, så de kunne tro. Når Jesus om sig selv, i dagens evangelietekst, siger: Jeg er livets brød, forbinder han sig med Gud. Han forbinder sig med Gud ved at bruge Guds egen måde at omtale sig selv på, nemlig jeg er. Det var, da Moses mødte Gud i den brændende tornebusk, at Gud sagde sådan om sig selv. Jesus forbinder sig også med Gud, når han siger: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden. Jesus er altså Guds livgivende nærvær, der mætter i en helt anden grundlæggende betydning, end den vi normalt forbinder med det at være mæt. Guds livgivende nærvær i Kristus mætter os, forstået på den måde, at Gud giver os sin nåde og barmhjertighed hver eneste dag, og at Gud er med os alle dage helt ind i evigheden. Det har Gud lovet os, så vi er altså ikke alene, og vores liv og vores håb er derfor ikke kun forankret og begrundet i os selv, men forankret og begrundet i noget uden for os selv, der er stører end os selv. Det betyder, at uanset hvad der sker med os, og uanset hvad der kommer til os i vores liv her og nu, så kan vi bygge vores liv og vores håb på Guds løfte til os.
 Vi kan og bør med god grund stadig håbe på, at vi forbliver raske og at corona-pandemien bliver løst ved hjælp af lægefaglig ekspertise og vores fælles gå-hjem-strategi, så vi kan være sammen igen. Men uanset hvad der sker, kan vi neden under dette begrunde og bygge vores håb på Guds løfte til os. Derfor kan Jesus som livets brød fylde den usikkerhed og den tomhed og den håbløshed, som vi mennesker kan bære i os i denne krise.
Jeg er livets brød. Ved nadveren modtager vi livets brød, Guds livgivende nærvær. Gud giver her konkret sin nåde og barmhjertighed til os og lover at være med os helt ind i evigheden. Hvis vi har tillid til og tror på at Jesus er livets brød, altså Guds livgivende nærvær, behøver vi ikke at binde vores håb op på, hvad vi selv kan og vil og gør, men vi kan binde vores håb op på Guds nåde og barmhjertighed, når vi ikke magter tilværelse selv. Amen.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Ny sognepræst

Jeg er jeres nye sognepræst her i Tostrup-Roum-Hvam Pastorat
Jeg hedder Dorthe, er 55 år og gift med Michael, som er kordegn. Vi har fem børn i alderen 14 til 29 år. De fire ældste af vores børn bor og arbejder i Århus, mens vores yngste søn, Valdemar, er flyttet med her til Himmerland og nu går i 8. klasse på Møldrup skole. Med til husstanden hører også Knud, som er en ruhåret gravhund.
Jeg kommer oprindeligt fra Sønderjylland og Michael fra Århus, hvor vi har boet i mange år. De sidste femten år har vi boet i Hornslet på Djursland, hvor Michael stadig har sit gode arbejde. Jeg selv har arbejdet i hjemmeplejen i mange år, jeg er læreruddannet, og i juni 2019 blev jeg teolog fra Århus Universitet. I efteråret gik jeg på Pastoralseminariet, og da stillingen som sognepræst her hos jer blev slået op, og jeg havde talt med menighedsrådene og besøgt sognene, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville søge netop denne stilling.
De sidste par måneder har jeg af og til tænkt på Jeppe, fra Holbergs komedie ”Jeppe på Bjerget”, der vågner op i Baronens seng og udbryder ”drømmer jeg eller er jeg vågen”, han kniber sig i armen og gør sig alverdens overvejelser over, om han er levende eller død, og om han er havnet i Himmerige. Jeg ved godt, at jeg er vågen, men billedligt talt er det som en drøm, og det er som at være havnet i Himmerige, at være blevet jeres sognepræst og nu skulle bo og virke her mellem jer og midt i jeres – og nu vores – lille samfund.
Jeg ved, at jeg også taler på min families vegne, når jeg fortæller, at sjældent har vi da mødt så megen venlighed, imødekommenhed, hjælpsomhed, glæde og livsmod som her hos jer. Vi har også mødt en ægte og dybtfølt stolthed. En stolthed over kirkerne, over kirkegårdene, over præstegården og over sognene, der som kulturelle og geografiske områder danner rammen om jeres liv. Og I viser denne stolthed – ikke larmende og prangende, men med en god jysk sindighed og en anelse underdrivelse og et smil – og det er med god grund, at I viser denne stolthed, for I har meget at være stolte af.
Min familie og jeg er nu flyttet ind i præstegården i Tostrup, som menighedsrådet har sørget så fint for. At være sognepræst for jer her i Tostrup-Roum-Hvam er et utrolig stort privilegium, som jeg er glad og taknemlig for, men som jeg også går til med ydmyghed. Jeg er meget bevidst om, at der har været kirke og lokalsamfund her på stedet længe før jeg kom, ja, kirke lige siden middelalderen og lokalsamfund siden oldtiden, som kirkebygninger og oldtidshøje vidner om i landskabet, men jeg vil efter bedste evne være jeres sognepræst, forkynde evangeliet og sammen med jer være kirke. Nu glæder jeg mig over at være kommet i gang med arbejdet sammen med menighedsråd, ansatte og frivillige ved kirkerne, og det har været en fornøjelse at møde konfirmanderne. Jeg er præst for alle i pastoratet, min dør står altid åben og jeg har tavshedspligt. Jeg ser frem til at møde en masse mennesker i kirken og uden for kirken, til hverdag og til fest, i glæde og i sorg, som vores liv sammen og hver for sig nu må forme sig her i Tostrup-Roum-Hvam Pastorat.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst