Præstens side

Fastelavn er mit navn

Batman. Spiderman. Anna eller Elsa fra Disneyfilmen Frost. Der er mange muligheder. Det er snart fastelavn og spørgsmålet er: Hvem vil jeg gerne være? Eller – sådan er det i hvert fald for børnene. Til fastelavn får man for én dag lov at være en anden end sit almindelige jeg. Én man ser op til, måske sin største helt eller heltinde.

Jeg kan huske min mor engang på min opfordring syede et Lady Marian-kostume til mig. En lang rød kappe og et hvidt hovedtørklæde. En skindpung med chokoladeguldmønter. For sådan forestillede jeg mig, at Lady Marian så ud.

Da jeg kom i skole fastelavnsmandag, var der ingen, der kunne se, hvem jeg var. Var jeg en mærkelig nomade? Eller en spåkone? Jeg forklarede dem naturligvis, at jeg var Robin Hoods ædelmodige og yndige udkårne. Men det var alligevel en skuffelse. De så ikke Lady Marian, de så bare mig, som var viklet ind i en velourdug.

At identificere sig med sine helte og forsøge at være som dem, kan være befriende. Man har lov at glemme sig selv for en tid. Være en anden. Være noget mere, noget større! Men kun for en tid. Så må masken falde og man sidder tilbage som sig selv.

I evangeliet får vi af Gud at vide, at det er ganske i orden at være netop det – os selv. At det er helt i orden ikke at være nogen stor helt eller heltinde. »Bare« at være almindelig. Ja, vi får at vide, at vi faktisk er ganske særlige, selvom vi bare er almindelige og ind imellem kunne tænke os at bytte liv og roller med en anden. Fordi vi er hans elskede børn, for hvis skyld han ville blive menneske, leve sit liv og endda dø for.

Man kan klæde sig ud og spille en anden for en dag, men i evangeliet får vi en ny identitet, som vi altid skal kendes på og som i modsætning til fastelavnskostumet aldrig kan trækkes af os.

Af Anna Hermann, sognepræst