Præstens side

Et lys i mørket

Som dette nummer af kirkebladet udkommer, går vi advent i møde. Og mange steder gøres klar til at tænde det første lys i adventskransen. Advent strækker sig som bekendt over de sidste fire søndage inden juledag. Samtidig markerer 1. søndag i advent kirkens nytår.

Kirkeåret starter ikke i afsættet af en stor fest efterfulgt af en lang og mørk januar, som vores verdslige nytår kort sagt gør det. Kirkens nytår starter med en klargøringsperiode til festen. Man kan sige, at vi med advent tager julefestens glæde på forskud. 

Sand glæde er jo dog sjældent uden alvor. Det samme med advent. Adventens kirkelige og liturgiske farve er den lilla. Det betyder, at advent er tid til bod og anger - tid til eftertanke. Oprindeligt er adventstiden tænkt som en fysisk og åndelig klargørelse til julens budskab og fest.

Ordet advent kommer af latin: »Adventus Domini«, dvs. »Herrens komme«. Det er »Herrens komme« vi forbereder i advent og fejrer i julen. Når vi siger »Herrens komme« har det tre aspekter: Det historiske, det nærværende og det fremtidige. 

»Herrens komme« betyder på én og samme tid; Jesusbarnet i krybben; Jesus som selv er til stede hos de troende - i hjerterne og i fællesskabet; og Jesus som skal komme igen ved tidernes ende. I Jesus fejrer vi Gud som den, som »var og er og kommer«.

Nok går vi altså advent og jul i møde. Men hvad vi forbereder i advent og fejrer i julen er så meget mere noget, der går ind til os, noget der kommer til os. For det er jo netop, hvad det lille barn i krybben er - selveste Gud, der kommer til mennesker: Møder os, hvor vi er og som vi er. Så undseelig som et spædbarn - dog så kraftfyldt, at han kan tage bolig i vores hjerter - og så mægtig i kærlighed, at han ikke glemmer os ved tidernes ende. 

I Johannesevangeliet læser vi om den kraft Gud kom til verden med: »I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke« Joh 1,5-6. 

Glædelig advent og jul!

Lise Uhrskov, konstitueret sognepræst

Afskedshilsen

Da Jakob og jeg flyttede ind i præstegården for to år siden, var det i håb om, at her havde vi fundet det sted vi skulle bo og arbejde i mange år fremover. Men som de fleste nok har erfaret på et tidspunkt i deres liv, så er forestillinger mange gange noget andet end virkelighed! Og virkeligheden blev, at jeg i mit virke som sognepræst har savnet at fordybe mig i teologien. Det håber jeg at kunne gøre fremover på universitetet.

Det betyder ikke, at jeg ikke har været glad for at virke som præst. For det har jeg! 

Jeg har nydt at møde jer og få et indblik i jeres liv. Både i hverdagen, til de ugentlige gudstjenester og til de store - både triste og glædelige - begivenheder. I ved det måske ikke, men det har beriget mit liv i allerhøjeste grad. Tak for det.

Særlig taknemmelig har både jeg og Jakob været for den venlighed og åbenhed, vi er blevet mødt med. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var bekymret som »by-pige« at skulle flytte på landet. »Hvad vil de ikke alle sammen tænke?« Men dér blev mine fordomme gjort til skamme, takket være jer. Vi kunne ikke have ønsket os nogen bedre velkomst.

De allerbedste hilsner, Anna

Anna Hermann