Præstens side

Prædiken til 2. s. e. trinitatis

Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge. Og vinden kysser klint og næs og reder urtesenge. Guds sol går ind i krop og sind, forkynder, at nu kommer en varm og lys skærsommer. Netop på denne smukke årstid stemmes vores hjerter, ikke mindst af naturen, der står i fuld flor og vækst, men også af de lyse nætter. Og vi synger med Holger Drachmann om, at vi vil fred her til lands, og at freden kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde. Og ude i den store verden, og såmænd også herhjemme, demonstreres der i stor stil og som aldrig før mod forskelsbehandling og nedgørelse, der dybest set handler om, at vi vil, at vi behandler hinanden ordentligt.
Og hvad skal vi dog så stille op med dagens evangelietekst? Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Det krymper sig helt i én, ja, man kan næsten føle teksten som et angreb eller et overfald fra en absolut uventet kant. Allerhelst ville jeg følge min umiddelbare trang: ikke se, ikke læse, ikke høre denne tekst. Ja, en og anden kunne næsten få lyst til at lave en bevidst overspringshandling, og skynde sig videre til næste søndags tekst om den fortabte søn, bare for at undgå at skulle konfronteres med denne søndags tekst. Men den går ikke.
Hvis ikke du hader alt det du har allermest kært, kan du ikke være min discipel! Had er jo en voldsom følelse, der åbner for voldsomt destruktive kræfter, udstødelse og blindt raseri. Og det er svært at få til at give mening, for vi plejer jo at tale om næstekærlighed her i kirken, og vi har lige sunget lovsang om Guds glædelige budskab.
Men det ord, der i vores danske tekst oversættes med had, har også en anden betydning, som jeg mener vil give mere mening i dag, nemlig betydningen at tilsidesætte, at lægge afstand til. For at fremme eller fastholde forståelsen af dagens tekst, så den giver mening, og vi ikke bliver blændet af ordet had, og for netop at fastholde alvoren og radikaliteten i budskabet, skal hadet forstås i retningen af at tilsidesætte eller at lægge afstand til.
Det kan i sig selv såmænd også være slemt nok, at det forlanges af os, at vi skal tilsidesætte dem, vi har allermest kær, for at kunne være Jesu discipel. For at kunne gå ud i livet og møde vores medmenneske i Jesu Kristi navn. Men det er i relationerne, i vores forhold til det andet menneske, som vi står overfor, at livet bliver til. Og så giver det mening, hvis vi forstår, at for den, der vil være Jesu discipel gælder det, at han eller hun skal tage ved lære af Jesus og gøre ligeså. Det giver mening, hvis vi læser dagens tekst og samtidig forstår, at den, der vil være Jesu discipel må forstå sig selv som en tjener, der er sendt ud med himlens gavmildhed til dem, der ikke kan gøre gengæld. Når vi står over for det medmenneske, der ikke kan gøre gengæld, så har intet andet betydning, hverken familie, venner, rige naboer eller alt det som andre måtte mene eller sige. Så er det alene den anden, den, som vi, du og jeg, står over for, den vi i en situation bogstaveligt talt står nærmest, vores næste, der tæller, og som vi skal opføre os ordentligt over for.
Forstår vi det, så bliver det ikke et spørgsmål om, at vi bare kalder tingene noget andet i dagens evangelium, så vi kan få ligningen til at gå op og mindske vores eget selvforfængelige ubehag. Det handler heller ikke om, at hvis du vil møde det medmenneske, som ikke kan gøre gengæld, eller ikke magter livet, så må du lægge afstand til din far og mor, ægtefælle og børn, brødre og søstre, ja, selv dit eget liv, sådan som vi så nemt kan komme til at høre og opfatte det i teksten. Vi bliver altså ikke stillet over for et udsagn, der skal lukke noget ned, men vi bliver, i og med vores liv, stillet en opgave over for nogen, der skal lukkes op, og som kræver, at vi kan slippe vores egne og vores eget.
Når vi, du og jeg, har hørt rigtigt, at vi skal tilsidesætte det vi har allermest kært, os selv inklusive, så hører vi der imod i dagens tekst, at vi kan vælge at være unyttige eller disciple, men at vi aldrig, som døbte i Jesu Kristi navn, kan slippe for kaldet til, ja fordringen i al dens radikalitet om at være disciple.
Der bankes på døren, hørte vi i epistelteksten, der taler i helt andre og mildere toner. Og åbner vi vores sind og hjerte for Gud, der står og bliver ved med at banke på vores dør, og hører vi Helligåndens budskab om at møde det andet menneske, der ikke kan gøre gengæld, kan vi måske også ane omridset af et mennesker, der ikke selv kan gøre gengæld, når vi ser os i spejlet. Ja, vi forstår måske, at vi selv i mange af livets situationer, og i hvert fald, når alt kommer til alt, selv er det menneske, der ikke kan gøre gengæld, men mødes af nåde og barmhjertighed og må tage imod.  Og derfor kan vi sige lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Prædiken til pinsedag

I denne tid er den modbydelige og på mange måder dødbringende coronavirus i aftagende og coronakrisen er ved at ændre form her i landet. Jeg kommer til at tænke på billedet af det store keltiske gribedyr, som vi kender fra vikingetidens ornamentik, der inden for rammen er allestedsnærværende, omklamrende og opslugende. Og coronakrisen er, som det keltiske gribedyr, ikke mindre dominerende, end den var i marts måned, da den kom og fyldte det enkelte hus og hele samfundet ud. Den har blot ændret karakter og flyttet fokus hos os danskere.
Indtil den gradvise og forsigtige og hensynsfulde genåbning var vi, i lyset af sygdom, død og ødelæggelse, optaget af den andens ve og vel og vores samlede løft af ansvaret og opgaven, som vi stod over for i fællesskabets navn. Men allerede efter den første lille og spæde sprække af genåbning vendte vi tilbage til den sædvanlige kiv og strid. På den politiske front fik rigtigt mange personer travlt med at råbe højt, placere ansvar og vaske hænder i forhold til den måde vi, som enkeltpersoner og som samfund, havde håndteret den angstprovokerende og ukendte krise, i ønsket om selv at få, at blive set og at blive hørt. Og havde en og anden brugt nedlukningen på eftertanke og overvejelser i forhold til den måde, man hidtil havde indrettet sit liv på og eventuelle ønsker om forandring, fik det meget hurtigt drøje hug og fordømmende eller i hvert fald dømmende ord med på vejen. Som da én skrev på Facebook: Gid vi så kan blive fri for alt det kunstige krammeri fremover, og der rejste sig en shitstorm, som det så malende hedder. Eller da en kvindelig museumsdirektør i en stor landsdækkende avis forleden dag afsagde en hård dom over familier, der pludselig har fået øje på andre livsværdier end karriere, bonusordninger og prestige, og – værst - at de muligvis vil til at gøre alvor af at forfølge disse værdier: Coronatiden har simpelthen betydet, at de har fået øje på andre værdier. Og nogle, de muligvis vil gøre alvor af at forfølge. Men det er et kedeligt forbillede at sætte for deres børn, og det er en våd klud i hovedet på den kønskamp, som fortsat er nødvendig i vores samfund. Det bør de kvinder, der alvorligt overvejer at stemple ud, tænke over, før de trækker stikket og helliger sig hjemmesylt og hønsestrik.
Uanset – uanset - hvad man end måtte mene om kønskamp, hjemmesylt og hønsestrik, syntes vores omsorg og lydhørhed for hinanden i vores eget hus og land pludselig at indskrænke sig til tiden for den ekstraordinære situation, og ikke række ind i fremtiden, til tiden efter, ikke en gang til denne umiddelbart efterfølgende tid, hvor erindringen dog stadig burde hænge ved og sidde i os.
De brød min pagt (…) hører vi Gud sige hos Jeremias. Jøderne, Israels hus og Judas hus, overholdt ikke Loven skrevet på stentavler. Det samme kan man sige om os i vores eget hus. Vi bryder den lov, der er lagt i vores indre og skrevet i vores hjerte, når vi bryder vores forhold til hinanden og dermed til Gud. Og det er tankevækkende at tidsspændet i vores erindring, når det gælder os selv, kan være yderst begrænset, ja ligefrem begrænse sig til en ikkeeksisterende erindring om egne fejltrin, mens vi nærmest kan høre historiens vingesus og benytter uendelighedstermer, når vi vil sige noget rammende om andre: Du er altid så hård i filten eller du har aldrig sagt tak. På den måde bruger vi det uendelige til at gøre andre mindre.
Og frygten for selv at blive gjort mindre, ikke at få, ikke at blive set, ikke at blive hørt, ligger i os. Tilliden til at Gud ikke vil gøre os mindre, kan være svær at fastholde, selvom vores hukommelse og erindring om vores egen gøren og laden kan være yderst begrænset. Frygten for at selv Gud vil gøre os mindre, og at han vil afsløre os, når han viser os, hvem han er, ligger i os.
Men beretningen i Apostlenes Gerninger i dag, kan få os til at omfatte vores hus og vores land med håb. Forbindelsen mellem Gud og disciplene, og os selv i den historiske forlængelse af disciplene, er Jesus. Kristus har forladt denne jord, så det er med Helligåndens komme, en lyd som af et kraftigt vindstød, og tunger, som af ild, blevet Helligånden, der skaber forbindelsen mellem Himlen og jorden, og får det til at ånde himmelsk over støvet. Vi hørte, at disciplene begyndte at tale på forskellige sprog. De mange forskellige sprog, der i sin tid i Babel blev en hindring mellem folk, bliver her til befordrende liv. Men ikke nok med det, de mange sprog får også folk til at stimle sammen, så de hver især danner et vi. Et glædeligt og håbefuldt vi, der ikke udvisker forskelle, men et vi, der består af forskellige folk, som på hver deres eget sprog hører, forsones og samles af prædikenen om de store ting, Gud har gjort (2020-oversættelsen).
Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet, det lufter lifligt under sky fra Paradis, opladt på ny, og yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets flod. Der er blevet åndet på vores sted her på jorden, så det er blevet et himmelsk sted, et genåbnet Paradis, hvor vi kan leve og elske, lide og dø, og hvor vi kan høre talen om Guds storværker på vores eget sprog, så vi mindes om og holdes fast på, at vi ikke er efterladt faderløse, at vi ikke gøres mindre, at vi alle er lige over for Gud, og at Helligånden og forkyndelsen af evangeliet om syndernes forladelse danner et vi. Et vi, der dannet i Helligåndens fællesskab, kan forsone os med os selv, med hinanden, og med det, der plejer at føre til kiv og strid i vores hus og i vores land. Glædelig pinse. Amen.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Glimt af skaberværket – og vores smukke pastorat

Prædiken til 4. s. e. påske

Vi hørte jøderne sige: Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?
Vi taler meget om frihed. Vi taler om den frie verden, om at vi lever i et frit land, og vi synger med Højskolesangbogen om, at Frihed er det bedste guld. Vi taler også om, at penge, materiel velstand og omfordeling af ressourcerne giver frihed, og det er der vældig meget status i. Under Muhammedkrisen talte vi særlig meget om ytringsfrihed, og gør det stadig, ligesom vi i de sidste par måneder har talt meget om forsamlingsfrihed. Vi taler om denne ydre frihed, fordi vi er børn af Grundloven og børn af et materielt relativt rigt samfund. Og det er godt nok sådan, for Grundloven skal vi værne om, så vi ikke bliver løbet over ende af menneskers magtfordrejning. Grundloven har fastslået og tilrettelagt en lang række rettigheder for os, og er dermed netop grundlaget for demokratiet og den måde vi har indrettet os frit på her i landet. Og den materielle velstand, mad i munden og tøj på kroppen, og den frihed som den velstand giver, skal vi være taknemmelige for og stadigt arbejde på en ansvarsfuld fordeling af, så ingen skal bekymre sig om basale fornødenheder, men leve i den frihed det giver, at have brød på bordet. Vi lever som individer, ikke under, men i den frihed, og vi nyder godt af den.
Men vi oplever paradoksalt nok også, at rigdom og rettigheder på en sær måde også kan være undergravende for vores frihed. Vi kan blive bundet på hænder og fødder af både arbejde, penge og forbrug i en sådan grad, at vi mister vores frihed. Og vi kan være så opslugt af vores frihed som identitet, at vi ikke vil være bundet til noget eller nogen. Men vi opdager hurtigt, at vi ikke for alvor bliver frie af at have frihed fra noget - eller fra det hele.
Vi taler også meget om det vi kunne kalde den indre frihed. Den frihed, der skulle komme af, at være i overensstemmelse med sig selv og ikke føle sig fremmedgjort. Vi skal lære at elske og respektere os selv, som dem vi er, med alle de fejltagelser som vi begår, og den selvcentrerede adfærd som vi til stadighed lægger for dagen. Det skal alt sammen frem i lyset og bearbejdes, så vi kan lære af det, og så vi kan leve med dét og med os selv og forstå os selv som gode nok, som vi er. Vi skal lære at anerkende os selv, som dem vi er. Der skrives da også en mængde selvhjælpsbøger og tilbydes en lang række af terapiformer, der alle sammen tilbyder os at finde vores indre frihed. Det skulle altså være muligt for mennesket selv at kunne fjerne de tilstande, der skaber uoverensstemmelser og fremmedgørelse i sindet, ved at kigge dybt nok i eget indre, og dermed blive selvstændige, selvberoende, myndige og frie mennesker.
Godt så, men hvad skal vi så med kristendommens evige tale om frelse? Er det ikke bare at føje spot til den skade? Kan vi ikke nøjes med at holde os til kristendommen som et fint og udemærket forlæg for god levevis. Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem, som vi læste i fredags. Og elsk din næste som dig selv, selvom det er møgsvært. Kan vi ikke ved egen kraft sætte os selv fri. Kan vi ikke gøre os selv til frie halse, som ordet frelse i øvrigt kommer af. Kan vi ikke frelse os selv?
Men vi hører i dagens tekst, at Jesus, og dermed den kristne tro, siger nej, I kan ikke sætte jer selv fri, I kan ikke frelse jer selv. Jesus siger, Hvis I bliver i midt ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.
Hverken på det ydre sociale plan eller på det indre psykologiske plan kan vi slippe af med fremmedgjortheden og give os selv den anderkendelse, som vi vedvarende søger. Og det at vi ikke kan trække os selv op ved håret, at vi ikke kan komme vores egen fremmedgjorthed og mangel på anerkendelse til livs, er dybest set det, vi bukker under for og fortvivler over.
Vi er nemlig, siger vi i den kristne tro, oprindelig bestemt til et liv med Gud. Det hører vi om i skabelsesberetningen. Men som vi også hører om i Det Gamle Testamente, så er adskillelsen fra Gud vores skæbne, og det er derfor vi kalder den arvesynd. I Johannesevangeliet taler Jesus aldrig om synd som brud på gældende lov eller udtryk for særlige lyster. Jesus tale her altid om synd som det at være skilt fra Gud og skilt fra Guds kærlighed. Og ordet synd kommer faktisk fra ordet sund, altså noget der skiller. Derfor er synd ikke at tro på Kristus. Ikke at tro på, at den virkelige frihed ligger i syndernes forladelse.
Troen på Kristus er ikke ideologi ligesom liberalismen eller kommunismen eller en anden isme, der taler om ydre frihed. Kristen tro er heller ikke psykoanalyse eller anden personlig analyse, der taler om indre frisættelse. Kristen tro er troen på den magt, der går forud for fremmedgørelsen og adskillelsen, og som ved sin kærlighedsgerning har sat os fri her og nu.
Så når vi fortvivlede søger anerkendelse, søger vi det gode liv i Guds kærlighed, et liv fri fra adskillelsen. Det liv kan vi ikke, uanset hvor mange anstrengelser vi gør os, selv nå frem til. Det liv kan vi kun modtage i troen på Guds anerkendelse af os. Der, hvor Gud gør os til frie halse, ligger Guds frelse.
I vores forhold til Gud er der rum til at se, at vi er skyldige, at vi ikke er gode nok, som vi er, og at vi lever af anerkendelse udefra, for at kunne komme adskillelsen, altså synden, til livs.
Frihed i kristen forstand er altså frimodighed. Det, at vi ikke længere er underlagt alverdens sandheder; det, at vi ikke længere er underlagt andres bedømmelser og ikke længere er underlagt vores egen fortvivlelse over os selv.
Vi oplever i disse corona-dage, at vores hverdag er blevet vendt på hovedet og sat af sporet. Mange har ikke kunnet udføre deres daglige gøremål. Og mange er ikke blevet mødt af de sædvanlige krav fra chefen, kollegerne,
kunderne, naboen eller det besværlige familiemedlem. Og rigtig mange mennesker har sukket efter netop at få deres hverdag med krav og forpligtelser tilbage. Nuvel, måske i en anden form. Men ikke desto mindre har vi mærket, at friheden ikke så meget ligger i vores rettigheder og velstand, eller i analyse og bearbejdning af vores mentale habitus, som i det, at verden rundt om os stiller krav til os. Friheden bunder i bundetheden, men ikke i bundetheden til hvad som helst.
Friheden er bundet til den Gud, der rummer os og anerkender os, også med de mindre flatterende sider af det vi indeholder, det forkælede, det selvcentrerede, det nidkære, det misundelige, det rethaveriske, det sleske, det ubetænksomme, det ærgerrige eller det smålige.
Det forstår jøderne ikke, når de siger Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie? Men ligesom vi knytter vores frihed til Grundlovens rettigheder, vores velstand og analyser, så knytter jøderne her deres identitet som frie mennesker til Abraham. Og så er det, at Jesus siger til dem, at, jo, I har trællet, for enhver, som gør synden, er syndens træl. Hvis Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.
Her skal det forstås, at den virkelige frihed, findes kun i Kristus. Den virkelige frihed giver sig udslag i et ydre liv i frihed til at være modig og at turde tage livet på sig i bundethed til Gud, til næsten og til livet. Bundet af Guds kærlighed til os, forsoner eller forliger eller bringer Gud os i overensstemmelse med sig selv, så vi kan forsone eller forlige eller bringe os i overensstemmelse med hinanden og med livet. Her klinger fuldtonet fordringen, fordi du er elsket, skal du elske.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

75-års jubilæet for Danmarks befrielse

75-års jubilæet for Danmarks befrielse blev fejret i præstegården med lys i vinduerne, ligesom i så mange andre danske hjem. Guds fred!

Prædiken til 2. s. e. påske

Herren er min hyrde. Sådan udtrykkes den dybeste tillid til Gud i salme 23 fra Det Gamle Testamente. En tillid til, at Gud leder, beskytter og sørger for mennesket alle dage. I dagens anden tekst fra Hebræerbrevet, hører vi, at Herren Jesus er den store hyrde, der fører os, sine får, frem for at vi skal gøre Guds vilje. Her hører vi, hvordan vi i tillid netop skal sætte vores lid til - altså stole på - Gud. Så langt, så godt.
Men i dagens evangelietekst hører vi så om, hvordan Jesus bliver omringet af jøderne, der afkræver ham svar på, hvem han er. De vil se mirakler og have bevis for, at han er Guds Søn, sådan som han siger om sig selv. De tror ikke på Jesus. De tror ikke på, at et menneske af kød og blod kan være Gud, at Gud blev menneske i Jesus. Og hvem har egentlig nogen sinde kunnet fatte dette, også uden for jødernes kreds på tempelpladsen? Kan vi selv rumme det?
Jesus har netop i teksten forud kaldt sig selv for den gode hyrde, der sætter sit liv til for sine får. Og senere i Johannesevangeliet skærper Jesus sit udsagn om, hvem han er til det absolutte Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen, uden ved mig. Vi skal altså som får, der følger deres hyrde, turde tro på Jesus; vi skal turde have tillid til, at han fører os, sine får, til Gud; vi skal turde tro på, at han som menneske har været lige der, hvor vi er, og derfor kender og forstår os; vi skal turde tro på, at han led, døde og opstod for os, gav os syndernes forladelse, det evige liv og er gået foran os helt ind i evigheden. Og vi skal turde tro på, at der findes en hånd, som vi aldrig kan blive revet ud af, uanset hvilken modgang og hvilke trusler vi møder på vores vej.
Jeg tror ikke, at der er nogen, der holder hånden over mig. Jeg kan bedst lide tanken om, at vi selv bestemmer. Sådan sagde en mand i et interview, jeg læste forleden dag, om sig selv, sit liv og sine egne bedrifter. Tanken om, at vi selv bestemmer over vores liv, at vores liv alene beror på os selv og hvad vi kan og vil og gør, er ikke kun en moderne tanke. Tænk bare på den gammeltestamentlige myte om babelstårnet, hvor mennesker prøvede på at blive som Gud ved at bygge sig helt ind i himlen. Det er en almenmenneskelig tanke, der altså også griber os i dag. Den menneskelige grandiose selvforståelse finder genklang i udtrykkene du kan, hvad du vil eller du er din egen lykkes smed, og er man ikke selv i stand til at fastholde selvforståelsen, kan man betale sig fra at få den gentaget i forskellige versioner på alverdens kurser og sessioner. Vi kan selv og vil selv og vil i hvert fald nødigt være en del af flokken, der i tillid følger hyrden.
I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får, siger Jesus til Jøderne – og til os. Tro er det, der kommer af at være en del af Jesu fåreflok. Man skal tage imod troen, for at blive eller forblive nær ved Kristus. Tager vi ikke imod, hører vi altså ikke med til fåreflokken. Tager vi ikke imod, hører vi i dagens evangelietekst, er vi altså fortabte. Fordi vi hører denne fordring om at tage imod troen, som et udsagn om, at skulle præstere, kan der blive tale om en lang, endda livslang, tour de force ud i fortvivlelsens og fortabthedens ufrugtbare vildnis, fordi det for nogen mennesker ikke nødvendigvis er en selvfølge at tro; eller fordi man ikke kan, hvor gerne man end vil.
Læser man verset efter evangelieteksten, kan man se, at jøderne ligefrem lægger an til at stene Jesus for sin måde at være på. Jesu fordring om at tage imod troen virker provokerende og vækker forargelse, dengang som nu. Den vækker forargelse, fordi vi tager udgangspunkt i vores egne præstationer og skaber en vurdering af troen ud fra disse. Men vores vurdering af troen er ikke Guds vurdering, men netop vores, og vi er ikke Gud. Vi giver os af med at måle og veje troen, både hos os selv og hos andre mennesker, men vi skal i tillid til Gud lade troen komme til os, og lade Gud handle, virke og vurdere.
Hvis der er noget de sidste par måneder har lært os, så er det, at vi bestemmer ikke alt selv. Vi er underlagt kræfter, som vi ikke nødvendigvis ved en viljesbeslutning eller ved egne bedrifter kan manøvrere udenom. Uanset hvor meget vi end har viljen til at ville leve, kan vi alligevel miste vores liv. Vi kan dø, uanset, hvor meget vi ikke vil det. Og nødvendigheden af den sociale adskillelse mellem os i familierne, i skolerne, på arbejdspladserne og blandt vennerne, som coronakrisen har medført, slider og tærer på os på forskellig vis og på måder, der virker truende for os og vores liv. Vi oplever lige så langsomt, at vores liv bevæge os i en retning, hvor vi er ved at gå til i menneskelig forarmelse. Den menneskelige forarmelse - ensomheden, isolationen og fattigdommen – er den afledte effekt af coronakrisen.
Det daglige arbejde, tag over hovedet, brød på bordet, og andre materielle ressourcer skal man ikke foragte, men have dyb taknemmelighed over og respekt for. Men alle de tragiske og triste følger af coronakrisen tvinger os måske til at indse, at vi som mennesker ikke kun har brug for friværdier, men at vi også har brug for rigtige værdier i vores liv. En fælles og samstemt erfaring synes da også at pege i retningen af, at der er uundværlige værdier, der overstiger den materielle velstand. Vi har ikke kun brug for de værdier, vi selv kan skabe i vores eget liv, men i lige så høj grad for de værdier, der kommer til os udefra, og som vi kun kan tage imod med tak. Værdier, der kommer til os i forholdet til Gud og i forholdet til vores medmenneske. Jeg tror ikke på, som jeg har hørt det nævnt, at coronakrisen, som den truende situation den er, er sendt til os som en religiøs huskekage, eller et religiøst tag-dén-så-kan-I-lære-det-tegn. Men jeg tror, at der er læring og værdi at hente selv i denne truende og vanskelige situation, som kan skærper vores nærvær og vores opmærksomhed over for det, vi tydeligvis ikke kan leve foruden, men som vi skal turde tage imod, nemlig livets brød.
Spiser vi af livets brød, livets brød som tro, håb og kærlighed, vil stilstand frem for velstand ikke skabe frygt, men fred og frimodighed. Den danske forfatter, Cecil Bødker, som døde forleden dag, er måske mest kendt for fortællingerne om drengen Silas, og fortællingen om Hungerbarnet, men hun skrev også digte. Hun skrev i 1956 i digtsamlingen Fygende heste et digt, der hedder Brød. Det lyder sådan her:
Det daglige brød,
Det er tykke tæpper på gulvet,
Radio og rindende vand.
Du gør dig megen bekymring,
Men alt er fornødent.
Vi lever ikke af brød alene.
Giv os i dag –
Brødet.
Vi glemmer brødet
For dynger af pålæg
Og til mad.
Fordi vi lever i overflod,
Glemmer vi, hvad liv er.
Tag alting fra os,
Men giv os brød i den elvte time.
Livets brød.
Livets brød som tro, håb og kærlighed, der rækkes til os, og som vi kan tage imod. Troen er her ikke noget vi nødvendigvis bare kan bestemme os for. Fordi vi vil tro, er det ikke ensbetydende med at vi kan tro. Vi kan godt ville tro, men alligevel føle os fortabte. Her beror det endnu en gang altså ikke på, hvad vi vil og kan og gør, hvad vi formår, men det beror på hvad Gud vil. Og Gud har bestemt, at hans søn skulle gå ud og finde de vildfarne får, alle de fortabte, vantro, dumme, grimme, selvberoende, ulykkelige, lykkelige og glade får, og lede dem hjem; hjem, hvor der er til at være, fordi det er kærlighedens sted. Det er trøsten i hyrdebilledet. Amen.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Prædiken til påskedag

Kristus er opstået!
Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Vi har netop hørt det mageløse budskab. Større kan det ikke blive, og så angår det til og med os, dig og mig, dit og mit liv.
Efter Jesu ydmygelse, lidelse og modbydelige død på korset langfredag, havde de mennesker, der fulgte Jesus, ikke alene mistet den, de elskede, men også alt det nye, der viste sig i Jesu undere og hele hans tale om Gudsriget, som de havde set, hørt, troet og håbet på. De var tynget af sorg, fortvivlede og modløse. De var ladt alene tilbage. De var forladt. Alt det, de havde levet af og på var væk, og de kunne intet gøre. Alt var tabt.
Men så er det, at kvinderne tidligt om morgenen, den første dag i ugen, altså søndag morgen, går ud til graven. Her mødes de af en engel, der af Matthæus beskrives i vendinger, der gør, at vi ikke kan være i tvivl om, ved hvis kraft englen handler og taler. De to kvinder mødes af et syn, der er så voldsomt og mærkværdigt, at det fremkalder frygt. Men de bliver også mødt af et budskab, der er så forunderligt, at det fremkalder stor glæde. Englen vælter stenen fra graven og sætter sig på den, som for at manifestere den uendeligt store magt, der ligger bag ved det glædelige budskab. Og som på andre afgørende tidspunkter, hvor Gud har henvendt sig til små mennesker – f.eks. da englen Gabriel fortalte den fattige og ugifte Maria, at hun skulle føde en søn og give ham navnet Jesus, eller da englen fortalte hyrderne på marken, at en frelser var født - tales der også her beroligende. Frygt ikke! siger englen, og forkynder Kristi opstandelse fra de døde for kvinderne ved graven. Og englen gør mere end at forkynde for kvinderne. Englen befaler også kvinderne at sprede opstandelsesbudskabet, Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Kvinderne skynder sig afsted, væk fra graven og hen til disciplene for at overbringe opstandelsesbudskabet. Budskabet bliver således fortalt, først af kvinderne og siden er det blevet fortalt og hørt igen og igen, og er på den måde, gennem mange tusinde ører og munde, nået os.  
Men englens befaling afstikker også en retning for kvinderne, for disciplene, for de mange tusinde ører og munde og for os, når englen befaler kvinderne at de, om den opstandne Kristus, skal forkynde, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham.
Kvinderne, der gik ud til graven i den tro, at de stod ved afslutningen, og at al tale om Gudsriget og forandringerne havde fået ende med Jesu død, tog fejl, og det gjorde disciplene og de mange tusinde ører og munde, og vores tvivlende selv medregnet. Fortællingen slutter ikke ved graven. Den begynder ved graven. Jesus er ikke der i graven, men det er ikke, fordi han ikke lever. Det er fordi han er gået i forvejen. Og går disciplene hjem, hjem til Galilæa, og går vi hjem til hver vort Galilæa, vil Kristus komme disciplene og os i møde dér.
Kvinderne, der er fulde af frygt, men også fulde af glæde og fornyet tro og håb, skynder sig netop i den retning, som englen har befalet dem, nemlig væk fra grave og hen til andre mennesker, hen til disciplene. Læser vi så de næste par vers med, der følger lige efter evangelieteksten, ser vi at kvinderne, lige der og på den vej, hvor de er i livet, møder Kristus. Kvinderne bevidner, at Kristus er opstået, men de bevidner også, og nok så vigtigt, at den opstandne Kristus er gået forud og kommer mennesker i møde, der hvor de er.
For nogle år siden læste jeg en opgørelse, der viste, at aldrig har vi danskere gennemsnitligt tilbragt så lidt tid i hjemmet, og aldrig har vi brugt så mange penge på at skabe det perfekte hjem. Omtrent samtidigt løb en reklamekampagne for et større flyselskab over skærmen, hvor en tidligere udenrigsminister tonede frem og, ved synet af et dansk fly, udtrykte følelsen af, at det var næsten som at være hjemme. Og i en reklame for en ejendomsmæglerkæde sagde en skuespiller, at hjem er, hvor man må danse grimt. Hjem var på den måde et koncept.
I denne corona-tid og med en lovgivning, der i høj grad involverer vores hjem, har hjemmet fået en ny betydning. Vi er pludseligt og tvunget af omstændighederne nødt til at tilbringe megen af vores tid hjemme. Hjemmet er blevet et skærmende og trygt sted for nogen, mens det for andre er blevet et afsondret, ensomt og angstprovokerende sted.
Kvinderne og disciplene var fortvivlede og i vildrede. De følte sig alene og havde så at sige mistet deres retningssans. Sådan har mange mennesker det også i dag, og måske særligt i denne krisetid, præget af corona-pandemien og den usikkerhed, angst og fortvivlelse, der følger i kølvandet.
Kvinderne, og med dem disciplene, bliver befalet, hvilken vej og hvor de skal gå hen. De bliver befalet at gå hjem, hjem til Galilæa, fordi Kristus vil møde dem lige der, hvor de har hjemme. Sådan gives der også os en retning. Evangeliet sætter en retning for hver af os i vores liv. Vi får bud om at gå hjem til hver vores Galilæa, hvad enten det er i Hvam, Tostrup, Roum, Møldrup eller et femte sted. Vi bliver henvist til vores helt almindelige liv, vores hverdag, på godt og på ondt, og til de medmennesker, som vi på den ene eller anden måde møder. Vi bliver henvist til det, der udgør vores liv, vores hjem, vores Galilæa, uanset hvor og med hvem det end er. For det er hér, lige her i det liv, hvor vi elsker og lider, lever og dør, at vi mødes af Kristus, den opstandne Herre. Og han har lovet at være med os alle dage, uanset hvordan disse dage former sig for os, og han har med sit liv som betaling givet os forladelse for vores troløshed, svigt og fortrædeligheder, og med sin sejr over døden banet vejen for os alle til et liv i frimodighed og ansvar over for Gud og over for vores næste, ikke bare hjemme i hver vores Galilæa, men helt ind i evigheden. Her er der ikke tale om at vores hjem er et koncept, som vi må konstruere til lejligheden. Her er vores hjem givet os som livet i sig selv, på godt og på ondt.
Gud fører os altså ikke uden om livets kriser, heller ikke denne verdensomfattende corona-krise med alt, hvad den medfører. Gud møder os og fører os igennem, også når vi befinder os i den mørkeste afkrog, for den kender han, fordi han selv har været der. Vores bidrag til krisen, som vores land og vores folk befinder sig i, kan derfor være, at vi bruger vores ører og munde, og hver især er bærer af påskens glædelige og trøsterige budskab om syndernes forladelse og det evige liv, så vi dermed frimodigt tør tage livet på os i hver vores Galilæa. Amen.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Påskedug

Prædiken til Mariæ bebudelse

I Hebræerbrevet står der et sted, at Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Og tillid er et gennemgående træk i dagens tekster.
Dagens første tekst om Abraham, der ved Mamres Ege får besøg af Gud, som fortæller ham, at han året efter vil få en søn, handler også om Sara, den gamle Abrahams gamle kone. Sara, som står bag døren og hører, at hun i sin høje alder og stik imod alt, hvad hun ved, skal føde en søn. Sara ler afvisende og lyver afværgende, fordi hun er bange og forfærdet over, at hun er udvalgt af Gud. Men Gud får senere Sara til i tillid at le af glæde over den opgave, som han har udvalgt hende til at tage på sig, nemlig at blive mor til Isak.
Maria, som vi også hører om i dag, har netop haft besøg af ærkeenglen Gabriel, som sendt af Gud, fortæller Maria, at hun er udvalgt af Gud til at skulle bære og føde hans søn, og at hun skal give ham navnet Jesus. Maria bliver i første omgang skrækslagen. På dette tidspunkt og sted i historien stod en kvinde, der var ugift og gravid, over for uoverstigelige problemer, ja hun kunne endog risikere at blive stenet til døde, så Marias umiddelbare bekymring har ikke været grebet ud af den blå luft. Og hertil må også lægges, at hun netop har mødt ærkeenglen Gabriel med bud fra Gud. Men Maria overgiver og hengiver sig snart efter til den opgave, som hun har fået af Gud, på trods af de omkostninger, der vil følge med, da hun siger Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!  
 Og i dagens tredje tekst, evangelieteksten, der med rette kaldes Marias lovsang, hører vi så Maria i tillid til Gud prise og lovsynge ham. I jordnære billeder og med motiver fra vores hverdag beskriver Maria Guds storhed og kraft og de store ting, som Gud har gjort. Gud har splittet dem, der har gjort sig selv til Gud. Han har taget magten fra dem, der underkuer andre og ophøjet de underkuede. Han har mættet alle dem, der sulter og tørster efter retfærdighed. Og de riges overflod har han gjort værdiløs. Men Gud vil tage sig af sit folk, Abrahams slægt, altså også os, ved at vise barmhjertighed - altid. Her er ikke tale om malende socialrealisme, men om fortolkende sprogbilleder, lånt fra de gamle skrifter, der i menneskemund indfanger budskabet om, at Guds barmhjertighed, nåde og evige og umistelige kærlighed når dem, der i tillid tror på Guds visdom, og ikke alene hæfter sig ved det, der kan måles vejes og ses.
Budskabet er og vil altid være en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger, som Paulus, i tillid til Kristus som Guds kraft og Guds visdom, skriver til korintherne i den anden af dagens tekster. Budskabet om Guds nåde og barmhjertighed og evige og umistelige kærlighed kan forarge så meget og virke så tåbeligt, at det forkastes af os mennesker, som i vores visdom og magt og vælde ved bedre. Men budskabet om Guds barmhjertighed kan også i tillid gribes og tros i det levede liv i den virkelige virkelighed, sådan som Sara gør det, sådan som Maria gør det og sådan som Paulus gør det. Det kan gribes og tros, når vi, her hvor vi går og står, arbejder, bor, lever, elsker, spiser, drikker og ånder, i tillid tør række ud og tage imod de muligheder, som Gud rækker os.
Udvælgelsen af den gamle, ufrugtbare kone, den fattige, unge Maria og den overlegne, midaldrende mand er et vink med en vognstang om, at griber vi de muligheder og det ansvar og de pligter, som Gud rækker os, hører vi også til de udvalgte mennesker, som Gud viser nåde og barmhjertighed uanset rigdom, begavelse eller status. Tør vi, i tillid til Gud, række ud og tage imod det liv, vi bliver stillet over for - i glæde og i sorg - kan vi tro og håbe på Guds barmhjertighed, nåde og evige og umistelige kærlighed. Det kan vi så takke Gud og ikke os selv for. Amen.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Prædiken til Midfaste

Corona-pandemien og den medfølgende, nødvendige nedlukning af samfundet har ført os ud i en krise. Vi står pludselig midt i en uforudsigelig og uregerlig tid, hvor rigtig meget er anderledes, underligt og vendt på hovedet for os, både i det offentlige rum og i det private. Vores samfund med institutioner, butikker og foreninger er lukket ned, ja selv i kirken er man gået hjem. Og i det private rum lukkes der også ned for det fysiske samvær og samspil imellem os. Alt sammen i et begrundet forsøg på at beskytte dem, der potentielt er mest udsatte for at dø af covid-19, hvis de skulle blive udsat for corona-virus, og i et forsøg på at få smittekurven til at flade ud, så vi på sygehusene rundt om i landet har sengepladser, udstyr og plejepersonale nok til dem, der bliver indlagt med covid-19 og har særligt behov for pleje. Nye love og regler, tal og opgørelser, prognoser og beregninger tikker ind fra Folketinget, fra Sundhedsstyrelsen, fra erhvervslivet, fra forskellige interesseorganisationer, fra fagfolk og fra lægfolk og vi læser og lytter til nyhederne 24-7 i et håb om at kunne aflæse en retning eller en tendens, der kan give os bare en lille fornemmelse af, hvilken vej pilen peger, og hvad vi skal gøre for at genvinde magten over vores liv og atter komme til at tro på fremtiden og fremskridtet og egne evner til at klare tilværelsen, så vi som selvberoende mennesker igen kan blive situationens herre - for sådan plejer vi at forstå os selv.
Ikke bare er selve situationen uregerlig og usikker, men vi oplever også sider af os selv eller af vores medmennesker, som vi ikke har set før. Venligheden, imødekommenheden og opfindsomheden er stor og fællesskabet og næstekærligheden sættes ind i nye rammer – tvunget af omstændighederne. Men der er også en anden siden, nemlig afmagtens side. Grebet af vores egen eller andres afmagt reagerer vi. Og fordi vi mennesker er forskellige, reagerer vi også forskelligt på afmagten og på ikke at være situationens herre. Usikkerheden over hvad der vil komme til at ske med os, hvor længe det alt sammen dog skal stå på, fraværet og savnet af menneskeligt nærvær og den reelle angst for sygdom og død bliver til desperation, vrede, ensomhed, mismod, tomhed og, måske værst af alt, håbløshed.
Fra 2. Mosebog hørte vi, hvordan israelitterne ”gav ondt af sig”, da de i usikkerhed og afmagt vandrede rundt i ørkenen og ventede på, hvad der dog skulle blive af dem. De kom fra slaveriet i Ægypten, hvor de nok var ufri, men dog havde mad. I ørkenen havde de ingenting og de troede, at de gik døden i møde. Men vi hørte også om, hvordan Gud hele tiden fulgte sit folk og var i tæt kontakt med det under dets ørkenvandring og venten, og om hvordan Gud gav folket vagtler og manna, altså kød og brød, at spise af sin egen hånd. Gud viste omsorg for sit folk og viste sig at være stærkere end de livstruende og livsfornægtende kræfter, der nær havde slået håbet ihjel hos Guds folk. Og som vi hørte, fik de alle hver især, hvad de havde brug for.
Israelitterne kunne ikke se Guds nærvær midt i deres usikkerhed og afmagt, men de fik et tegn på Guds livgivende nærvær, brødet fra himlen, så de kunne tro. Når Jesus om sig selv, i dagens evangelietekst, siger: Jeg er livets brød, forbinder han sig med Gud. Han forbinder sig med Gud ved at bruge Guds egen måde at omtale sig selv på, nemlig jeg er. Det var, da Moses mødte Gud i den brændende tornebusk, at Gud sagde sådan om sig selv. Jesus forbinder sig også med Gud, når han siger: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden. Jesus er altså Guds livgivende nærvær, der mætter i en helt anden grundlæggende betydning, end den vi normalt forbinder med det at være mæt. Guds livgivende nærvær i Kristus mætter os, forstået på den måde, at Gud giver os sin nåde og barmhjertighed hver eneste dag, og at Gud er med os alle dage helt ind i evigheden. Det har Gud lovet os, så vi er altså ikke alene, og vores liv og vores håb er derfor ikke kun forankret og begrundet i os selv, men forankret og begrundet i noget uden for os selv, der er stører end os selv. Det betyder, at uanset hvad der sker med os, og uanset hvad der kommer til os i vores liv her og nu, så kan vi bygge vores liv og vores håb på Guds løfte til os.
 Vi kan og bør med god grund stadig håbe på, at vi forbliver raske og at corona-pandemien bliver løst ved hjælp af lægefaglig ekspertise og vores fælles gå-hjem-strategi, så vi kan være sammen igen. Men uanset hvad der sker, kan vi neden under dette begrunde og bygge vores håb på Guds løfte til os. Derfor kan Jesus som livets brød fylde den usikkerhed og den tomhed og den håbløshed, som vi mennesker kan bære i os i denne krise.
Jeg er livets brød. Ved nadveren modtager vi livets brød, Guds livgivende nærvær. Gud giver her konkret sin nåde og barmhjertighed til os og lover at være med os helt ind i evigheden. Hvis vi har tillid til og tror på at Jesus er livets brød, altså Guds livgivende nærvær, behøver vi ikke at binde vores håb op på, hvad vi selv kan og vil og gør, men vi kan binde vores håb op på Guds nåde og barmhjertighed, når vi ikke magter tilværelse selv. Amen.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst

Ny sognepræst

Jeg er jeres nye sognepræst her i Tostrup-Roum-Hvam Pastorat
Jeg hedder Dorthe, er 55 år og gift med Michael, som er kordegn. Vi har fem børn i alderen 14 til 29 år. De fire ældste af vores børn bor og arbejder i Århus, mens vores yngste søn, Valdemar, er flyttet med her til Himmerland og nu går i 8. klasse på Møldrup skole. Med til husstanden hører også Knud, som er en ruhåret gravhund.
Jeg kommer oprindeligt fra Sønderjylland og Michael fra Århus, hvor vi har boet i mange år. De sidste femten år har vi boet i Hornslet på Djursland, hvor Michael stadig har sit gode arbejde. Jeg selv har arbejdet i hjemmeplejen i mange år, jeg er læreruddannet, og i juni 2019 blev jeg teolog fra Århus Universitet. I efteråret gik jeg på Pastoralseminariet, og da stillingen som sognepræst her hos jer blev slået op, og jeg havde talt med menighedsrådene og besøgt sognene, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville søge netop denne stilling.
De sidste par måneder har jeg af og til tænkt på Jeppe, fra Holbergs komedie ”Jeppe på Bjerget”, der vågner op i Baronens seng og udbryder ”drømmer jeg eller er jeg vågen”, han kniber sig i armen og gør sig alverdens overvejelser over, om han er levende eller død, og om han er havnet i Himmerige. Jeg ved godt, at jeg er vågen, men billedligt talt er det som en drøm, og det er som at være havnet i Himmerige, at være blevet jeres sognepræst og nu skulle bo og virke her mellem jer og midt i jeres – og nu vores – lille samfund.
Jeg ved, at jeg også taler på min families vegne, når jeg fortæller, at sjældent har vi da mødt så megen venlighed, imødekommenhed, hjælpsomhed, glæde og livsmod som her hos jer. Vi har også mødt en ægte og dybtfølt stolthed. En stolthed over kirkerne, over kirkegårdene, over præstegården og over sognene, der som kulturelle og geografiske områder danner rammen om jeres liv. Og I viser denne stolthed – ikke larmende og prangende, men med en god jysk sindighed og en anelse underdrivelse og et smil – og det er med god grund, at I viser denne stolthed, for I har meget at være stolte af.
Min familie og jeg er nu flyttet ind i præstegården i Tostrup, som menighedsrådet har sørget så fint for. At være sognepræst for jer her i Tostrup-Roum-Hvam er et utrolig stort privilegium, som jeg er glad og taknemlig for, men som jeg også går til med ydmyghed. Jeg er meget bevidst om, at der har været kirke og lokalsamfund her på stedet længe før jeg kom, ja, kirke lige siden middelalderen og lokalsamfund siden oldtiden, som kirkebygninger og oldtidshøje vidner om i landskabet, men jeg vil efter bedste evne være jeres sognepræst, forkynde evangeliet og sammen med jer være kirke. Nu glæder jeg mig over at være kommet i gang med arbejdet sammen med menighedsråd, ansatte og frivillige ved kirkerne, og det har været en fornøjelse at møde konfirmanderne. Jeg er præst for alle i pastoratet, min dør står altid åben og jeg har tavshedspligt. Jeg ser frem til at møde en masse mennesker i kirken og uden for kirken, til hverdag og til fest, i glæde og i sorg, som vores liv sammen og hver for sig nu må forme sig her i Tostrup-Roum-Hvam Pastorat.

Dorthe Louise Rosendal, sognepræst