And eller flæskesteg til jul? Jeg tror de fleste, som er i eller har været i et længerevarende parforhold, kender spørgsmålet og muligvis også den efterfølgende diskussion. I mange hjem er julevirkeligheden herefter landet på and OG svin. 

Og ænder er så ikke de eneste vingede væsener, som har betydning for julen. I juleevangeliet hører vi om fødslen i stalden i Betlehem, og at der var hyrder uden for byen. »Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: ’Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren’.«

Jeg har ikke helt styr over, hvordan det gik til, at engle er endt med at blive afbildet i menneskeskikkelse med vinger, sommetider mere nuttede end andre. Hvis vi nu kigger på Bibelen, er denne afbildning af engle næppe helt korrekt. Her er ingen menneskeskikkelser med vinger. Her er engle ikke fjerkræ. Engel (af græsk: »angelos«) betyder slet og ret budbringere. Det er den slags, Gud benytter sig af til virkelig vigtige meddelelser til mennesker, uden at deres udseende er nærmere beskrevet. 

Og det vigtige budskab, i dette tilfælde »I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren«, er nøjagtigt det samme vigtige budskab, som har lydt i kirkerne siden. Det er ikke blevet mindre vigtigt. (Og måske er det godt at huske, at dét er det vigtige, før man begynder at skændes om, hvilke traditioner der er de rigtige). 

Glædelig jul!

Thomas Feddersen, sognepræst

I Sydney i Australien ligger det berømte operahus, som blev tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Da han havde vundet projektet, flyttede Utzon til Sydney for at stå i spidsen for arbejdet og selv følge det til dørs. 

Projektet trak ud og blev af forskellige årsager langt dyrere end beregnet, og da de havde opført ydersiden af huset med de ikoniske skaller/sejl, blev de ansvarlige politiske myndigheder utålmodige og besluttede sig for at afskedige Utzon. I stedet ansatte de lokale folk til at færdiggøre indersiden hurtigere og billigere. Operahuset er siden blevet ikonisk for Sydney og hele Australien. 

Men indersiden er blevet sablet ned og kritiseret. På et tidspunkt truede symfoniorkesteret i Sydney med at finde et andet sted at holde koncerter på grund af den dårlige akustik. 

Godt 30 år efter færdiggørelsen besluttede myndighederne sig for at kontakte Utzon for at få ham tilbage og færdiggøre indersiden, sådan som han havde planlagt det. De var klar over, at kun den oprindelige arkitekt kunne klare opgaven og gøre Operahuset til det, det var tænkt til.

På samme måde bliver vi først de mennesker, vi var tænkt til at være, når vi inviterer den oprindelige arkitekt med hjem – med indenfor i vores hus og i vores indre og lader ham færdiggøre det, han satte gang i, da han skabte os. Vi kan prøve meget andet, men det er kun ham, når han er nærværende og får lov, der kan sætte tingene på plads. Det kan ske i kirken, hjemme i stuen, ude i haven – ja, alle steder! 

Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. (Fra Johannes Åbenbaring 3,20) 

Gud vil gerne inviteres indenfor hos dig. Have en relation med dig. For han elsker dig.

Henrik Kildahl, sognepræst

Mens jeg sidder og skriver dette, har jeg været ny præst her i jeres kirker i knap to måneder. Det er jo ikke længe, men alligevel føles det som om, jeg har været her i meget lang tid. Måske fordi jeg aldrig før er blevet budt på så meget kaffe. Måske fordi der er mange nye ansigter og navne at forholde sig til. Måske fordi så mange har taget så godt og varmt imod mig af både medarbejdere, menighedsråd, kirkegængere, konfirmandforældre osv. Jeg ved ikke præcis, hvad det skyldes, men jeg ved, at det gør mig taknemmelig. Selvom jeg bare er vikar for en tid, har alle gjort sit for, at jeg skulle føle mig hjemme her. 

For mig at se, er det én af kirkens allervigtigste opgaver; at få folk til at føle sig hjemme. For når man føler sig hjemme, er det fordi, man er accepteret og velkommen som den, man er. Så tag det fra en, der trods alt stadig er ret ny her: kirken er et sted, man kan føle sig hjemme.

Det kan godt være, man ikke slænger sig helt så godt på kirkebænken som i en sofa eller man kunne ønske sig lidt større portioner til nadvermåltidet. Men det er sekundært i et godt hjem. Det er der faktisk meget, der er. Det primære i et godt hjem til gengæld er omsorgen, kærligheden og gæstfriheden. 

Jesus lærer os gennem hele sit liv, hvor vigtig gæstfrihed og kærlighed er. Faktisk siger han, at hver gang vi viser det til andre, så viser vi det til ham (Matt 25). For der er ikke noget, han ønsker mere for os end et liv med omsorg og kærlighed (Matt 22). Intet sted på denne jord er perfekt – men kirken er et sted, hvor vi som uperfekte mennesker sammen kan søge efter det alle mennesker drømmer om; accept og kærlighed. Og selvom kirken heller ikke er perfekt, så er kirkens grundsten helt perfekt – for det er Jesus. Han ønsker at møde dig med sin kærlighed. 

Det er derfor vi har kirken. 

Her er alle velkomne!

Henrik Kildahl, sognepræst

Kære menighed!

Vi mennesker har det med at inddele tingene, sætte dem i system. Det er sådan vi forstår den ellers så uregerlige tilværelse. Vi laver lister, foretager vurderinger, sorterer og overvejer, hvad vi godt kunne være foruden, hvad vi godt kunne undvære, hvad der er minimum for det, der hører med, så det hele stadig giver mening.

I Grundtvigs salme »Denne er dagen, som Herren har gjort« beskriver han de store sammenhænge, det kirkelige liv, troens liv. Og her dukker der så en linje op, hvor der står: »Påske og pinse udsprang af jul« – det har jeg tit funderet over, når jeg har spurgt mig selv, hvilken af de tre store helligdage, jeg egentlig synes bedst om. 

Det hele begyndte selvfølgelig med Jesu fødsel, det ved ethvert barn, hele hans virke, intet af det var sket uden julen. Hans liv endte med døden på et kors. Men efter langfredagsmørket fulgte påskemorgen. Håbløsheden og sorgen fik en ende. Vorherre opstod fra de døde og viste os derved, at han i sandhed er Guds søn. Og ved pinsens under, da Helligånden indgød disciplene modet til at gå ud og dele alt det, de havde lært og oplevet med Vorherre, da blev budskabet spredt ud i hele verden, så vi stadig husker det i dag.

Pointen er, at her hører det hele sammen, er tæt forbundet. Vi kan ikke undvære nogen af delene, uden at alt falder fra hinanden. Gud vidste, hvad han gjorde. Det gør han altid. Og næste gang vi står i en situation, hvor vi ingen mening kan se, så må vi stole på, at Han er med os. Hans vilje ske.

Glædelig påske! God Store bededag og Kristi Himmelfart! Glædelig Pinse! Ja, glædeligt forår!

Kærlig hilsen
Hannah

.

Hannah Mogensen, sognepræst

Kære menighed!

Der er en længsel, som lever i et hvert menneskehjerte. Dybe rødder har denne længsel. Det er længslen efter tryghed, sikkerhed, kærlighed. En nemmere tid og tilværelse. Ubekymret. Det er en længsel efter enkel, simpel glæde. Og den finder måske mest tydeligt sit sted, sin opfyldelse, i julen. 

Det er nostalgiens højtid: hvor alt skal være som det plejer, hvor alt skal ske efter en helt bestemt og fastlagt rytme. Genkendelig. Sikker og tryg.

Der er en grund til, at de mest elskede julesange er dem, som vi altid har sunget. Selvom de beskriver en tid, som næsten ikke ligner vores, så bliver de sande og nye og virkelige, når vi synger dem igen. 

Der er en grund til, at alle de nye sange man prøver at skrive, ikke er dem, der bliver sunget, når der danses rundt om juletræet. 

Julen er nostalgiens højtid, traditionens højtid, hvor vi fejrer alt det, som er blevet givet os, rakt ned gennem slægterne, helt tilbage til den første jul, da lyset sejrede over mørket og Vorherre og Frelser Jesus Kristus blev født. 

Lad os fejre det sammen igen i år, helt som vi plejer. Med glæde og taknemmelighed for det som var, med fortrøstningsfuldhed og forventning for det som kommer.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår

Kærlig hilsen og Guds velsignelse
Hannah

.

Hannah Mogensen, sognepræst

Efterårsmånederne ligger foran os: september kan stadig have nogen præg af sensommer, men oktober og november byder sandsynligvis på regn, rusk og blæst og dage med tiltagende mørke.

Vores salmebog har flere salmer, der sætter efteråret sammen med de erfaringer, som vi kan gøre os i vores liv og i vores tro. En nyere efterårssalme i salmebogen er salme nr. 731: »Nu står der skum fra bølgetop«, som er skrevet af salmedigteren Lars Busk Sørensen. Her beskrives efterårsstemningen med blæst og bølger og med æblerne, der falder fra træerne i haverne. Der står i salmen:

Nu haster skyerne forbi,
og modne æbler falder i
oktobermørke haver.
Gud lukker årets gyldne ring,
og sindet samler sig omkring
de lyse nætters gaver

Her forbindes vores erfaring af efteråret med taknemmeligheden for alle de gaver, som Gud har givet i sommerhalvåret. Og så peger salmen på den gave fra Gud, der gælder i hver eneste årstid – og livstid: Jesus Kristus: 

Din Søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget.

Derfor kan vi vide, at Gud er hos os: fordi Guds Søn var her som den, der elskede så meget, at han gav sit liv for at frelse os og som besejrede døden ved sin opstandelse Påskemorgen!  

En af Ny Testamentes beretninger fortæller om to venner af Jesus, der gik fra Jerusalem i retning mod landsbyen Emmaus. De havde oplevet langt mere end et truende efterårsmørke over deres liv. Faktisk var hele deres tilværelse styrtet i grus. Men da kom Jesus til dem og fulgtes med dem. Og da de var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, hører vi, at de bad Jesus: 

»’Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.’ Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham«.

Også i dag gælder det, at Jesus Kristus lever, og at han også vil gå med os i livet. Også vi får lov at bede ham blive hos os, mens vi går videre i livet, det være sig i solskin eller blæst!

Godt og velsignet efterår!

Lars Jensen

Her i sommermånederne befinder vi os i trinitatis-tiden. Og den er grøn. Grøn som håbet, grøn som væksten, grøn som lykken. Og tiden, den fejrer livet i troen på den treenige Gud. Og selvom der ikke er nogen særlige helligdage eller festdage i den lange, grønne tid, så kan den netop derfor betragtes som en lang fest for kirkens og menneskets hverdag, levet i tro, håb og kærlighed. 

En tid, hvor vi kan trække vejret, hvor travlheden ikke er på sit højeste, hvor der jo også er sommerferie! En tid, hvor vi både kan slappe af og tanke op til næste spurt, men også tænke og reflektere over det liv, der er vores. Hvorfor træffer vi de valg, vi nu engang beslutter os for? Hvilken retning bevæger vi os hen imod, og hvad fører det mon til det hele? Vi kan have brug for at blive mindet om, hvad der giver vores liv betydning og hvor vi kan finde styrke og hjælp, når vores egne kræfter svigter. Og kirken, den er det bedste sted for os at komme. Her finder vi tryghed i de faste rammer som gudstjenesten giver os. Her synger vi salmer og mærker det underfulde mirakel, at de smukke, gamle ord bliver nye, når vi tager dem i vor egen mund. Her folder vi vore hænder og beder sammen, i længsel, i håb og i taknemmelighed. Her lytter vi til Bibelens glædelige budskab, og finder svar på mange spørgsmål, dog særligt disse to: Hvem er Gud og hvem er jeg? Her knæler vi ved Vorherres bord og finder tilgivelse og nyt mod. Her lægger vi vor tyngede samvittighed og vort formørkede sind, og går opmuntrede bort med Guds velsignelse i ryggen, styrket til livets opgaver og udfordringer. Her er vi sammen, båret af alt det, der binder os sammen: fuldkommenhedens bånd, Guds kærlighed.

Vi har brug for de livgivende gaver Han giver os. Vi har brug for at blive mindet om håbet, om væksten, om lykken. 

Kom i kirke! Kom til gudstjeneste! Kom og brug blot en lille time på det, som er større end alle vore bekymringer, lysere end mørket, stærkere end døden. Jeg glæder mig til at se jer! I ønskes alle en dejlig sommer!

Hannah Kortnum Mogensen, bistandspræst

I skrivende stund, så nærmer jeg mig atter mit ordinationsjubilæum (den 17. august 2017) – og jeg har fået for vane i denne tid at se tilbage på den tid, der er gået. Jeg ser tilbage på glæde og sorg. Alt det, et liv formes af på denne jord. Der har været det dybe, underfulde blik, blå øjne, som så direkte ind i mine, da jeg hældte de tre håndfulde vand over den lille piges hoved og sagde ordene: »jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«
Der har været min faste hånd på konfirmandens hoved, og al min ømhed og alt mit håb har været med i ordene, da jeg så ned på ham og sagde: »Gud velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed!« 
Der har været min varme hånd hen over det håndslag, som brudeparret gav hinanden, da de sagde ja til hinanden, og jeg sagde ordene: »så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.«
Der har været min kolde hånd om skaftet på den lille skovl, da jeg smed jord ned i den dybe grav, ned på kistens låg, hvor mit sognebarn lå og nu venter på opstandelsens morgen, og ordene lød og med sikker røst så sagde jeg: »af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.«
Der har været søndage og helligdage, 248 prædikener for min menighed, ord for min menighed nede på kirkebænken. Der har været salmesang, lovsange for Gud, en enhed af forskellige stemmer. Sammen har vi gæstet Vorherres bord, knælet side om side under nadveren og følt Hans nærvær og de helliges samfund.
Der har været husbesøg og samtaler og en tillid, som har vægt og som løfter og bærer mit virke.

Livet som præst, livet som jeres præst, det er det liv jeg vil leve. Og hver gang jeg nærmer mig dagen, hvor det hele begyndte, fyldes jeg af en dyb og inderlig taknemmelighed. Så da Dorthe spurgte mig, om jeg ville skrive »Præstens side« til dette kirkeblad, syntes jeg, det var en helt fremragende lejlighed til at sige tak til jer i Tostrup, Roum og Hvam. Tak for jeres store venlighed, jeres åbenhed og engagement. Tak, fordi I aldrig giver mig følelsen af, at jeg kun er en gæst hos jer, trods de 20% af min stilling, der sådan helt officielt og firkantet udgør min tid sammen jer. Tak, fordi jeg må være jeres præst, ligesom I er min menighed. 

Snart kommer efteråret, »dage med rusk, dage med regn, dage med sol og farver,« – som vi sang det, dengang jeg gik til kor som skolepige – »sommertiden er omme, vintermørket vil komme, tiden går, endnu et år går vi i møde… efterår.« Tidens gang – den er sikker og vis. Og af og til kan det føles som om det alt sammen går alt for hurtigt. Men så er det vi må se tilbage og huske alle de mange øjeblikke, som Gud giver os. Og se frem med håb og fortrøstningsfuldhed, fordi også den tid, der kommer, er i Guds hånd.

I ønskes alle et dejligt efterår.

Hannah Kortnum Mogensen, bistandspræst